Shkreli anholdt af FBI

Den omstridte medicinalboss Martin Shkreli er torsdag blevet anholdt af FBI i sit hjem på Manhattan.
Foto: Craig Ruttle/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Craig Ruttle/AP/Polfoto/Arkiv

Kontroverserne bliver ved med at klæbe sig til den unge Martin Shkreli. Torsdag morgen amerikansk tid er Turing-bossen ifølge Bloomberg News nu blevet anholdt af FBI i sit hjem på Manhattan - sigtet for at have overtrådt værdipapirlovgivningen.

Den 32-årige mand kom første gang i offentlighedens søgelys, da hans selskab Turing Pharmaceuticals købte rettighederne til det 62 år gamle lægemiddel daraprim mod parasitinfektionen toxoplasmose, som er specielt farlig for folk med nedsat immunforsvar, for eksempel børn og HIV-patienter.

 Shkreli stopper som Turing-chef efter anholdelse 

Fra den ene dag til den anden hævede Turing prisen på en pille fra 13,5 dollars til 750 dollars. Det fik amerikanske politikere med Hillary Clinton i spidsen til at fare i flint, og lagde for alvor grunden til den store bevågenhed, der nu er på medicinpriserne i USA.

Han blev en paria i en sådan grad, at end ikke Donald Trump ville have noget med ham at gøre. Og så kom det i øvrigt også frem, at han på auktion havde købt det ikoniske og unikke album af hiphopkunstnerne Wu-Tang Clan, Once Upon a Time in Shaolin, for angiveligt 2 mio. dollars, hvilket også fik musikerne til at tage afstand til ham.

Uretmæssig brug af aktier

Men i denne sag er der tale om sigtelser relateret til hans ældre selskab, Retrophin, som han var med til at stifte i 2011. Anklagemyndigheden i Brooklyn har sigtet ham for ulovligt at tage aktier fra Retrophin og bruge dem til at afbetale gæld fra urelaterede forretninger i forbindelse med den hedgefond, MSMB Capital Management, som han stiftede forud for Retrophin. Han blev i øvrigt senere fortrængt fra selskabet, hvor han havde været adm. direktør, og sagsøgt af sin bestyrelse.

De amerikanske børstilsynsmyndigheder SEC, som ifølge retsdokumenter indledte en undersøgelse af Shkreli tilbage i 2012, forventes ifølge Bloomberg News' kilder at indgive en parallel civilklage mod ham.

Senest har Martin Shkreli og Turing så købt sig ind i det lille biotekselskab KaloBios, som var på randen af konkurs, og efterfølgende derigennem opkøbt en version af lægemidlet benznidazol, som bruges til at behandle den parasitiske sygdom, Chagas, og som var på vej til at blive godkendt i USA. Lykkedes det, ville man hæve prisen fra de omkring 50-100 dollars, som det ligger på udenfor USA, til 60-100.000 dollars.

Men nu er han altså anholdt, og KaloBios-aktien faldt i samme moment med 50 pct.

 Shkreli skræmmer igen med nye planer om prisforhøjelser

 Shkreli-selskab køber gammelt lægemiddel

 Shkreli-opkøb fortsætter himmelflugt

 Kontroversiel medicinalboss hopper ombord i forlist selskab

 Præsidentkandidat afviser donation fra upopulær medicinalchef

 Forhadt medicinalchef hyrer lobbyister

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også