Shkreli skræmmer igen med nye planer om prisforhøjelser

Den udskældte unge topdirektør fra Turing Pharmaceuticals, Martin Shkreli, spreder igen skræk og vrede efter han har luftet planer om endnu en gang at hæve prisen på et gammelt lægemiddel.
Foto: Craig Ruttle/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Craig Ruttle/AP/Polfoto/Arkiv

Pharmas badboy har gjort det igen, skriver FierceBiotech.

Altså skabt vrede og skræk. Endnu en gang vil Martin Shkreli, den 32-årige topchef i Turing Pharmaceuticals, nemlig hæve prisen på et gammelt lægemiddel, har der stået i en artikel fra New York Times.

Martin Shkreli kom for alvor i skudlinjen i sensommeren, da Turing Phramaceuticals købte rettighederne til det 62 år gamle lægemiddel daraprim mod parasitinfektionen toxoplasmose, som er specielt farlig for folk med nedsat immunforsvar, for eksempel børn og HIV-patienter. Fra den ene dag til den anden hævede Turing prisen på en pille fra 13,5 dollars til 750 dollars. Det fik amerikanske politikere med Hillary Clinton i spidsen til at fare i flint, og lagde for alvor grunden til den store bevågenhed, der nu er på medicinpriserne i USA.

Oprindeligt doneret væk

Denne gang er der så tale om en version af benznidazol, som er indkøbt gennem biotekselskabet KaloBios Pharmaceuticals, som Turing opkøbte majoriteten af i november. Midlet, der oprindeligt er udviklet af Roche, blev i 2003 doneret af den schweiziske lægemiddelgigant til et selskab, der var ejet af den brasilianske regering, og fremstilles i dag af det argentinske firma Elea Laboratories.

Benznidazol bruges som standardbehandling mod sygdommen Chagas, en parasitsygdom, der forekommer i Latinamerika, og som overføres ved bid fra en tæge. Midlet koster i dag omkring 50 til 100 dollars for en typisk to måneders behandling og udleveres som regel gratis.

Midlet er dog ikke godkendt i USA, og ved en telefonkonference i sidste uge med KaloBios’ investorer afslørede Martin Shkreli så, at det nu er planen, og hvis det lykkes vil man have ekslusivretten til midlet på det amerikanske marked i mindst fem år. Prisen vil så komme til at ligge på det hepatitis C-lægemidler koster, det vil sige mellem 60.000 og 100.000 dollars for en behandling.

På jagt efter voucher

Kritikere siger, at det vil være en katastrofe for de mennesker, der i USA lider af Chagas, som typisk er fattige immigranter fra Latinamerika, som ikke kan betale den slags penge.

Andre peger dog på, at det er meget begrænset, hvor mange nye tilfælde af Chagas, der forekommer i USA hvert år, men i virkeligheden er det måske heller ikke det store salg Shkreli går efter, men en såkaldt voucher, som FDA uddeler til medicinalselskaberne for at fremme udviklingen af lægemidler mod oversete sygdomme.

Voucheren eller lotterisedlen, som nogle kalder den, giver virksomheden ret til at en kortere behandlingstid hos myndighederne for et andet valgfrit lægemiddel, så det kun tager seks måneder mod normalt ti at få lægemidlet godkendt. Den slags betyder noget på bundlinjen, hvis man står med en kandidat, der kan blive storsælgende, og derfor er der opstået en handel med den slags vouchers virksomhederne imellem. En voucher kan meget vel være hundrede af millioner dollars værd, og det vil lune på bundlinjen hos KaloBios.

Twitter-krig

Shkrelis planer har ikke overraskende fået sygdomsbekæmpende organisationer på barrikaderne, og mange andre er ude med riven efter hans arbejdsmetoder. Den medicinske journalist Larry Husten, der skriver for Forbes, skrev i weekenden på Twitter, at det var bedre at droppe Martin Shkrelis navn, når man skriver om biotek. Ligesom terroristorganisationers navn ikke skal nævnes, når de tager æren for bombeangreb.

Shkreli selv, der utraditionelt virker til at sole sig i negativ opmærksomhed, var ikke sen til at svare: ”så meget misundelse…” lød det tilbage på Twitter.

 Shkreli-selskab køber gammelt lægemiddel 

 Turing øger engagement i biotekselskab  

 Shkreli-opkøb fortsætter himmelflugt

 "Han ligner en forkælet møgunge"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også