Alzheimers-medicin fra Pfizer og J&J fejler

Bapineuzumab er ikke den ventede kur mod Alzheimers. I hvert fald ikke for den patientgruppe, der bærer et gen, kaldet apoE4, som gør dem mere tilbøjelige til at få sygdommen.
Det viser et fase 1-studie af lægemiddelkandidaten fra Pfizer, J&J og Elan. Studiet forbedrede ifølge Bloomberg ikke den kognitive eller den funktionelle evne hos forsøgspersonerne.
Lægemiddelkandidaten har tidligere været udsat for kritik fra en af dets forsøgspersoner. Du kan læse mere om det her: Nyt middel mod Alzheimers er ingen ubetinget succes
Nu afventer lægerne resultaterne fra de tre andre fase 1-studier. Selv om dette studie ikke var nogen succes, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de andre studier vil være negative.
Havde ikke ventet et mirakel
"Der var ingen grund til at tro, medmindre der kom et mirakel, at dette studie ville være positivt. Det vil kun være resultatet af studierne med patienter, som ikke bærer apoE4-genet, som vil informere os om fremtiden," siger Rudolph Tanzi, professor i neurologi ved Harvard Medical School, til Bloomberg.
"Mens vi er skuffede af topline-resultaterne fra studiet, vil en mere komplet forståelse af bapineuzumab og dets potentiale blive opnået," udtaler Steven Romano, Pfizers chef for medicinsk udvikling, i en erklæring.
Bapineuzumab er i et kapløb med et lignende produkt fra Eli Lilly om at blive den første behandling målrettet mod årsagen til Alzheimers, snarere end blot symptomerne.
Det første vellykkede Alzheimerslægemiddel vil ifølge Barbara Ryan, en analytiker hos Deutsche Bank, føre til et marked på 20 mia. dollar.
Det fejlslagne studie har ifølge Ritzau Finans ført til, at irske Elan falder kraftigt på børsen i Dublin. Aktien i Elan falder 13,1 pct. til 9,65 euro.
Alzheimers-lægemidler foran skæbnemåneder
Nyt Alzheimers-ministudie viser lovende takter
Genmutation kan føre til Alzheimers-medicin