Ny dansk medicinkandidat får kræft til at begå selvmord

Forskere fra Aarhus og Københavns Universitet har i samarbejde med forskere fra Johns Hopkins University og biotekfirmaet Genspera i USA udviklet en ny lægemiddelkandidat mod prostatakræft.
Stoffet thapsigargin, der stammer fra en middelhavsplante, har hovedrollen i den nye medicin, der ifølge Videnskab.dk i øjeblikket bliver testet på mennesker, og succes i forsøgene kan åbne op for helt nye muligheder i kampen mod ellers uhelbredelige former for kræft.
"Det er rart, for en gangs skyld at kunne sige, at vi er tæt på målet, når det handler om at udvikle ny medicin mod kræft. Den nye medicin har vist meget lovende resultater i dyreforsøg, og bliver resultaterne genskabt i mennesker, kan det hurtigt udvikle sig til et lægemiddel og en helt ny vej for fremtidig kræftbehandling," fortæller professor, centerleder for grundforskningscentret Pumpkin ved Aarhus Universitet Poul Nissen, der er en del af den internationale forskergruppe, til Videnskab.dk
Tilfører gift og får dem til at begå selvmord
Medicinen tager udgangspunkt i det faktum, at hvis ikke cellerne har styr på calciumkoncentrationen, aktiveres nogle mekanismer i cellen, som i sidste ende får den til at begå selvmord.
"Den nye medicin, G202, er designet til at smadre calciumreguleringen specifikt i kræftceller ved at tilføre dem giftstoffet thapsigargin og på den måde få dem til at tage livet af sig selv," fortæller Poul Nissen.
Proteasen, der spalter lægemidlet, er også til stede i de nye blodkar, som kræftsvulster danner for at sikre sig forsyning af næringsstoffer til de nydannede kræftceller. Ud over prostatakræft gælder dette også for eksempelvis brystkræft og blærekræft, så lægemidlet har behandlingspotentiale for en række andre kræftformer.
Klinisk gennembrud for prostatakræftmiddel
Nyt prostatakræftmiddel på vej mod godkendelse