To danske koncerner på globalt A-hold

Ifølge analytiker Morten Imsgard har det danske høreapparatselskab GN Store Nord overhånden i forhold til både William Demant og de udenlandske konkurrenter. Der er ikke, som tidligere, tvivl om, at selskabet hører til på A-holdet sammen med William Demant.
Foto: GN Resound/PR
Foto: GN Resound/PR

GN Store Nord leverer onsdag et halvårsregnskab, der cementerer, at selskabets høreapparatdivision, GN ReSound, er inde i en rivende udvikling.

”Det ser meget stærkt ud på vækstsiden i deres høreapparatdivision. De havde godt nok flaget i slutningen af juli, at det gik over forventning, men selv efter det er jeg overrasket over, hvor stærk en organisk vækst, de er i stand til at levere – drevet af Verso-produktfamilien, som virkelig har ramt plet i markedet, og som synes audiologisk og teknologisk at være knivskarp i forhold til, hvad konkurrenterne har lanceret i løbet af foråret,” siger Sydbank-analytiker Morten Imsgard til MedWatch og tilføjer:

”Vi er i en markedssituation, hvor stort set alle aktører har nye topprodukter på markedet, og det gør det ikke mindre imponerende, at GN er i stand til virkelig at buldre derudaf.”

GN på vej til at overgå William Demant

På salgssiden ser det godt ud med en vækst på 13 pct., og det gør det sådan set også på indtjeningssiden, hvor EBITA stiger fra 109 mio. kr. i andet kvartal sidste år til 201 mio. kr. i det seneste kvartal. Man får nu syn for sagen i forhold til deres omstruktureringsprogrammer, der ifølge analytikeren begynder at vise en effekt. Man får løftet overskudsgraden op i nærheden af de 20 pct., som selskabet har stillet i udsigt for helåret.

”De leverer jo i dag en overskudsgrad, der er fuldt ud sammenlignelig med William Demant. Havde man sagt for bare et par år siden, at det ville ske, ville man blive grinet ad, for man troede ikke, at GN nogensinde ville blive lige så lønsomme som William Demant. Ikke desto mindre er det det, GN i dag viser, og man er endda godt på vej til næste at overgå William Demants indtjeningseffektivitet,” siger Morten Imsgard og fortsætter:

”Det er også glædeligt, at GN løfter sløret for, at der er endnu et produkt på vej (ReSound Lex, red.), som kan supplere produktporteføljen og gøre, at vækstmomentum ind i andet halvår kan bibeholdes i et rimelig højt tempo. GN kommer nok en lille smule ned i gear igennem andet halvår i forhold til det her ekstremt stærke andet kvartal, men der er nye produkter, som vil krydre udviklingen, og samtidig er det, vi ser, fra Verso så godt, at jeg ikke forventer, at det aftager på den korte bane.”

Løftede øjenbryn

Der er ifølge analytikeren ingen tvivl om, hvem der har momentum netop nu.

”GN kommer fra baghjul og har vældig fart på i øjeblikket. Det må i hvert fald give anledning til løftede øjenbryn hos konkurrenterne, for der er altså et selskab her, som over de seneste år har flyttet sig vældigt – fra at have været mere eller mindre helt væk til nu at skulle tages meget seriøst igen.”

Og konkurrencen er benhård. Alle seks store aktører er, som analytikeren påpeger, dygtige, der er ingen dårlige selskaber i den her branche, og det er også det, der gør det så vanskeligt. Der er ingen nemme markedsandele at vinde.

”Men GN har flyttet sig og hører i dag til blandt de absolut bedste i branchen.”

Siemens taber

Den helt store konkurrent, Sonova, kommer først med halvårsregnskab 18. november, så det er lidt vanskeligt at foretage en præcis sammenligning.

”Men i og med at både William Demant og GN tager markedsandele, så er der nogle i den anden ende, der taber markedsandele, og et forsigtigt bud er, at det måske især er Siemens, der taber. Derudover ser de mindre, privatejede aktører, danske Widex og amerikanske Starkey, ud til at få det sværere og sværere i takt med, at de i hvert fald størrelsesmæssigt bliver en lille smule afkoblet fra de fire største i markedet.”

På sigt kan man ifølge Morten Imsgard begynde at sætte spørgsmålstegn ved, om de har den rigtige størrelse til at kunne konkurrere på den lange bane.

”Der har længe været snak om, at markedet skulle knække over i et A- og et B-hold, og man har haft sine tvivl om på hvilket hold, at GN ville ende. Men de viser nu klart, at de hører til på A-holdet for høreapparatproducenter, og de er ved at opnå en størrelse, hvor de kan forsvare at bruge mange penge på forskning og udvikling.”

Højt innovationstempo

Man har en teknologi på markedet, der gør, at salget løber fra det underliggende marked, så man kan vokse sin position, og samtidig får man indtjeningen med.

”Der skal en vis volumen til, før at man kan opretholde et højt innovationstempo, og den base er de ved at danne på nuværende tidspunkt.”

William Demant, der også kom med halvårsregnskab onsdag, leverer ifølge Morten Imsgard på toplinjen, og man leverer også på produktsiden, hvor man lancerer midtprisprodukterne, der skal trække væksten i andet halvår.

”Men for William Demants vedkommende er det et spørgsmål om, at man er geografisk eksponeret mod nogle markeder, især i Europa, som ikke klarer sig så godt i øjeblikket – Danmark, Holland, Norge – og det gør, at man ikke kan få væksten op i et højere tempo. Samtidig har de seneste opkøb givet et pres på indtjeningen i selskabet, fordi de først skal implementeres, og fordi de ikke har en lige så høj indtjening som den eksisterende forretning.”

William Demants indtjening skuffer

Det pres skal William Demant opveje for gennem omkostningsbesparelser og effektiviseringer, og det formår man ikke helt til fulde at gøre.

”Så på indtjeningssiden skuffer de i dette kvartal, og selskabet lægger selv op til, at der ikke er noget, der peger i retning af, at man skal vente, at indtjeningen i det kommende halvår stiger. På kort sigt er de altså udfordret af den markedsmæssige eksponering, og af nogle strategiske beslutninger, som selvfølgelig er taget for at danne fundamentet for en bedre fremtidig forretning. Men på den korte bane ser de måske ikke så stærke ud som konkurrenterne.”

De bør dog kunne tage markedsandele, især i midtprissegmentet.

”Her har William Demants løsninger simpelthen ikke været konkurrencedygtige i første halvår, så her bør de kunne vinde markedsandele tilbage i andet halvår. Men det er ikke helt så attraktivt, hverken toplinjemæssigt eller indtjeningsmæssigt, som at vinde i den dyre ende af markedet.”

 Kernemarkeder koster for William Demant

 GN Store Nord i kraftig fremgang 

 GN-chef: Klar til at udvide igen efter spareøvelse

 Analytiker: GN's ekstra vækst er egen fortjeneste 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også