Analytiker: GN's ekstra vækst er egen fortjeneste

Mens markedet for høreapparater kun viser en minimal vækst, peger morgenens opjustering fra GN Resound på, at koncernen vokser fra konkurrenterne.
Foto: GN/PR
Foto: GN/PR
Af Ritzau Finans

GN Resounds opjustering kommer som en positiv overraskelse for Alm. Brand Markets, der endnu kun har set spæde tegn på, at den afdæmpede vækst på høreapparatmarkedet er på vej op. Derfor må opjusteringen også tilskrives GN Resounds egen fortjeneste, mener analytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen.

Han vurderer, at analytikerestimaterne generelt nu skal hæves 3-5 pct., hvilket også er et godt bud på reaktionen på aktiemarkedet. Aktien i GN Store Nord har da også lagt fra land med en stigning på 3,8 pct. til 111,6 kr.

"Generelt set er der ikke meget, der tyder på en vending på høreapparatsmarkedet under et, så det må efter min mening betyde, at de andre halter efter GN Store Nords vækst. Opjusteringen må dermed tages som udtryk for en stærk intern eksekvering, hvor GN er begyndt at få nogle af de markeder, hvor der har været lidt problemer med distributionskanalerne, op at køre," vurderer Michael Friis Jørgensen.

Læs også: GN Resound opjusterer forventningerne

GN Resound venter nu en organisk vækst på mere end 7 pct. mod tidligere 4-6 pct. Samtidig løftes forventningerne til driftsindtjeningen EBITA til mere end 825 mio. kr. fra tidligere 775-825 mio. kr.

Forventningerne til GN Store Nords andet forretningsområde, GN Netcom, fastholdes, og også det er et stærkt signal, mener Alm. Brand-analytikeren.

"GN har meget aggressive udmeldinger til Netcom i år, så her ligger der også en vis styrke i meddelelsen," konstaterer Michael Friis Jørgensen.

Samlet for GN Store Nord-koncernen ventes herefter en omsætningsvækst på mere end 11 pct. mod tidligere 9-12 pct. Forventningerne til driftsindtjeningen EBITA eksklusive omkostningerne til spareprogrammet SMART på 100 mio. kr. er nu mere end 1230 mio. kr. mod tidligere 1190-1280 mio. kr.

Konkurrenten William Demants seneste forventning til markedsvæksten på det globale høreapparatmarked er en beskeden positiv vækst opgjort i værdi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også