Minister foreslår nationalt implantatregister

De nuværende regler og godkendelses-procedurer til medicinsk udstyr som metalhofter og brystimplantater trænger til en opstramning ifølge både sundhedsminister Pia Olsen Dyhr og lægerne. Det kan komme til at gå for langsomt på EU-niveau.
Foto: Jens Panduro
Foto: Jens Panduro

Lægemidler er underlagt stramme procedurer for godkendelse og kontrol, mens medicinsk udstyr, der bliver opereret ind i kroppen, blot skal have en såkaldt CE-certificering, ligesom en skrivebordslampe eller en køkkenvask.

Det skal ændres, mener sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

"Der er ingen tvivl om, at lovgivningen om medicinsk udstyr trænger til et grundigt eftersyn - ikke mindst i lyset af de aktuelle sager om visse bryst- og hofteimplantanter," siger ministeren til Mandag Morgen.

Du kan læse mere om de udskældte metalhofter her: Ortopædkirurger dropper metalhofter

Nationale stramninger

Hun vil blandt andet skærpe kravene til klinisk dokumentation af medicinsk udstyr, hvilket der også bliver kigget på i en kommende revision af den europæiske lovgivning. Men ministeren erkender, at der kan gå lang tid, før revisionen træder i kraft.

"Derfor ser vi her og nu på mulighederne for nationale stramninger, der kan styrke patientsikkerheden. Det gælder blandt andet muligheden for at etablere et nationalt implantatregister, så man kan finde frem til de patienter, som måtte have fået indopereret et bestemt implantat."

Formanden for Dansk Ortopædisk Selskab, Benn Duus, efterlyser også skærpede EU-krav og ser gerne krav om flere kliniske test på mennesker, før godkendelsen kan komme i hus.

"Forskellen mellem kravene til lægemidler og medicinsk udstyr er blevet alt for stor til at kunne forsvares. Det er paradoksalt, at der ikke stilles højere krav til klinisk dokumentation til implantater," siger han til Mandag Morgen.

Udskældte metalhofter kan få comeback

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også