Clinton-parret er millionerne værd for Novo

Novo Nordisk har gennem en årrække betalt Bill og Hillary Clinton millioner for at holde taler til særlige arrangementer, og det har ifølge kommunikationsdirektøren været alle pengene værd.
Foto: Charlie Neibergall
Foto: Charlie Neibergall

650.000 dollars eller hvad der svarer til 4,4 mio. kr.

Så meget har Novo Nordisk ifølge en opgørelse foretaget af Wall Street Journal betalt til The Clinton Foundation i perioden 2001-2014. Det placerer selskabet på en 11. plads over listen af bidragsydere, der føres an af storbanken UBS med 1,52 mio. dollars.

"Det drejer sig om honorarer for taler, som så går til fonden – både Hillary og Bill Clinton har optrådt ved en række af vores arrangementer gennem tiden. Jeg vil tro, at det er sket 4-5 gange, at enten den eller den anden har optrådt ved det, vi kalder ’Diabetes Leadership Forums’, som Novo Nordisk arrangerer rundt omkring i verden. Det er den gængse pris. Det er et meget almindeligt honorar for personer af deres kaliber," fortæller Novo Nordisks kommunikationsdirektør, Mike Rulis, til MedWatch.

Skuffer ikke

Han pointerer, at det er to meget vidende og vindende væsner, og derfor har selskabet valgt at betale de betragtelige honorarer adskillige gange.

"De har begge to en meget stor indsigt i folkesundhed og sundhedsvæsen – helt tilbage fra Bill Clintons dage som præsident. De er meget indsigtsfulde på de områder, de taler om. De er også begge to meget engagerede i emnet, og de er begge to fantastiske talere, som folk virkelig vil gøre meget for at komme til at høre. De ting til sammen gør, at vi vurderer, at det er pengene værd at invitere dem til at tale, og de har ikke skuffet. Ved hvert enkelt tilfælde har det været en stor oplevelse."

Mike Rulis afviser dog, ikke overraskende, at Novo Nordisk på denne måde forsøger at købe sig til indflydelse hos en potentielt kommende amerikanske præsident.

"Fra det øjeblik, at nogen annoncerer et kandidatur til præsidentposten, så ophører enhver form for økonomisk mellemværende mellem vedkommende og Novo Nordisk. Vi vil ikke skydes i skoen, at vi støtter denne eller hin præsidentkandidat. Så vi kunne ikke på nuværende tidspunkt bruge Hillary Clinton som taler ved et arrangement, ikke at jeg tror, at hun ville sige ja til det heller, men det ville vi ikke."

 Novo betalte 830.000 kr. til Hillary Clinton

 Rebien til amerikanske politikere: Kom i gang

 Novo øger lobbyindsats

 Sådan faldt big pharmas amerikanske lobby-penge

 Så meget lobbyer danske medicinal- og medicofirmaer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også