Rebien til amerikanske politikere: Kom i gang

Under et møde i debatforummet The City Club i USA kom Novo Nordisks topchef Lars Rebien Sørensen med sin uforbeholdne mening om de amerikanske politikeres stridigheder om Obamacare.
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten

Hvad har Lars Rebien Sørensen til fælles med præsidenterne Franklin D. Roosevelt, Ronald Reagan og Bill Clinton? Og for den sags skyld ærkebiskop Desmond Tutu, Robert Kennedy, George Soros, Henry Kissinger og Ted Turner?

De har alle været inviteret til at være gæstetalere i The City Club i Cleveland, USA. Et partiuafhængigt debatforum, hvor taleren efter egne indledende bemærkninger bliver mødt af ufiltrerede spørgsmål fra det deltagende publikum.

Og her blev Novo Nordisks topchef ifølge The Huffington Post bl.a. bedt om at give sit syn på præsident Barack Obamas omstridte Affordable Care Act, eller Obamacare, som den også kaldes.

I kan sende en mand til månen

Det danske selskab har selv sagt egne interesser at pleje i forhold til de politiske aktører i USA, og Lars Rebien indledte da også med at understrege, at der her var tale om hans egne, personlige holdninger.

"I kan under ingen omstændigheder slippe af sted med ikke at sørge for sundhedsydelser til alle. I må meget undskylde mig, det her er min kulturelle opdragelse, men for mig er det utænkeligt - det er ikke værdigt, at man ikke har folk dækket ind i forhold til basale sundhedsydelser. For mig at se, så kan I ikke rulle det tilbage," indleder han sit svar.

"Det næste trin er så, om man kan få etableret en forsikringsstruktur med priser, der ikke er skadelige for små virksomheder og private aktører på en måde, så de går konkurs. Her bliver det tricky. Men jeg er optimistisk. Jeg kan forstå, at der har været nogle systemfejl i starten, men altså hvis man kan sende en mand til månen, så burde man også være i stand til at sammensætte et software-system, hvor man kan registrere forsikringer," siger han og tilføjer:

"Jeg ved, at det er besværligt, og alle vi, der arbejder i virksomheder, ved, at introduceringen af nye it-systemer altid er utroligt besværligt, men det her, det kan I. I må bare komme i gang."

Debatmødet kan ses i sin fulde længde her.

 Obamacare skal hente tabt medicinindtjening

 ObamaCare tvinger Coloplast-rival til fyringer

 Obama-jagt på besparelser kan ramme life science 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også