Novo indsender fedme-ansøgning

Novo Nordisk har indsendt registreringsansøgning for Victoza mod fedme til både de amerikanske og europæiske sundhedsmyndigheder. (opdateret kl. 14:57)

Så begynder det potentielle fedme-eventyr for alvor for Novo Nordisk.

Fredag eftermiddag meddeler selskabet nemlig, at virksomheden har indsendt to separate registreringsansøgninger for liraglutid, det aktive stof i diabetes-blockbusteren Victoza, til de amerikanske og de europæiske sundhedsmyndigheder.

”Vi tror, at liraglutid 3 mg har potentiale til at gøre en væsentlig forskel indenfor fedmebehandling, fordi det både giver et varigt vægttab og en forbedring af flere fedmerelaterede komplikationer,” udtaler Novo Nordisks koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, i en fondsbørsmeddelelse fra selskabet.

Registreringsansøgningerne omfatter data fra det kliniske fase 3-program SCALE, der involverede flere end 5.000 svært overvægtige personer.Udover data fra SCALE-programmet omfatter ansøgningerne også data fra tidligere udviklingsfaser og data i relation til brugen af liraglutid til behandling af type 2-diabetes.

Usikkerhed om potentiale

"Data fra SCALE™ programmet har konsekvent vist, at liraglutid 3 mg i kombination med diæt og motion fremkalder og fastholder vægttab og samtidig markant forbedrer fedmerelaterede komorbiditeter såsom forhøjet blodtryk, forstyrrelser i blodets lipidindhold (dyslipidæmi) og søvnapnø. Studier har desuden vist, at liraglutid 3 mg medfører en signifikant forbedret blodsukkerregulering hos svært overvægtige personer med type 2-diabetes eller forstadier til diabetes (prædiabetes), foruden at reducere vægten," skriver selskabet i meddelelsen.

Novo Nordisk har tidligere meldt ud, at man ville indsende registreringsansøgningen for fedmeproduktet omkring årsskiftet, ligesom forskningschef Mads Krogsgaard Thomsen har meldt ud, at man ville kunne lancere produktet i første halvår 2015.

Rune Majlund Dahl, analytiker hos DNB i London, har tidligere vurderet topsalgspotentialet for liraglutid mod fedme til at ligge på 28 mia. kr.

Der har dog været en del usikkerhed omkring potentialet på dette område, bl.a. som følge af, at to lancerede fedmemidler ikke har klaret sig overvældende.

I USA fik medicinalselskaberne Vivus og Arena Pharmaceuticals således sidste år markedsføringstilladelse til deres vægttabsmidler Qsymia og Belviq. Salget er foreløbigt begrænset og udgjorde for Qsymia, der er mest omsat, 5,5 mio. dollar i andet kvartal.

Samtidig er prisen på Novos produkt, der forventes at være markant højere end de to førnævnte, også en bekymring, hvor det er altafgørende, at selskabet opnår tilskud.

Men Novo Nordisk vil i markedsføringen slå på, at liraglutid kan forebygge diabetes og synes at reducere hjerte-kar-risici. Og der er et stykke arbejde at gøre for selskabets salgsstyrke. Der skal opdyrkes et marked for medicinsk fedmebehandling, der igennem de senere år er slået bak til blot ca. 0,5 mia. kr. i USA.

Men det første skridt er med dagens indsendelser taget.

 Novo går efter mindre del af fedmemarkedet

 Novo-rival på vej med fedmemiddel i Europa

 Analytiker: Dette er Novos udfordring på fedmemarkedet

 Fede data øger sandsynlighed for godkendelse

 Novo-dir: Fedmelancering i 2015 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også