Tocifret milliardbøde til kendt storkoncern

Den amerikanske storkoncern Johnson & Johnson er blevet mødt med enorme bøder fra landets lægemiddelstyrelse i en sag om ulovlig markedsføring af et storsælgende lægemiddel mod skizofreni.

Den store amerikanske life science-koncern Johnson & Johnson, som bl.a. opererer på medicinal- og medicomarkedet, men også er kendt for forbrugerprodukter som f. eks. shampoo og babyolie, kan se frem til en gigantisk bøde fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA. Det oplyser begge parter i pressemeddelelser.

Johnson & Johnsons datterselskab for udvikling og markedsføring af lægemidler, Janssen Pharmaceuticals, var beskyldt for ulovlig markedsføring af det storsælgende lægemiddel Risperdal samt to andre produkter. Det indebar bl.a., at man over for amerikanske læger havde promoveret og markedsført Risperdal til brug i børn, hvilket medicinen slet ikke er godkendt til.

Nu melder det amerikanske justitsministerium på vegne af lægemiddelstyrelsen, at Johnson & Johnson erkender sig skyldig og indgår forlig i sagen. Det betyder, at koncernen er gået med til at betale en bøde på 400 mio. dollar. Men med andre forligsbetalinger i sagen løber det samlede beløb, selskabet må punge ud med, op i 1,67 mia. dollar, meddeler myndighederne.

Udsætter patienter for fare

”Når medicinalselskaber ignorerer FDAs regler, så udsætter de ikke blot befolkningen for fare, de skader også den tillid patienter har til deres læger og medicin,” udtaler FDA kommissær Margaret A. Hamburg i en pressemeddelelse. Hun tilføjer:

”FDA gør brug af data fra grundig klinisk forskning til at definere og godkende de anvendelser, som et lægemiddel har vist sig sikkert og effektivt i forhold til. Dagens udmelding viser, at medicinalselskaber, som ignorerer FDAs autoritet, gør det på deres eget ansvar.”

Ikke en erkendelse af skyld

Johnson & Johnson ser dog – måske ikke overraskende – noget anderledes på sagen. Herfra forlyder det, at man ’blot’ erkender sig skyldig i en enkelt mindre forseelse i sagen.

”Janssen (Johnson & Johnsons medicinalafdeling, red.) accepterer ansvaret for de handlinger, man er beskyldt for i forbindelse med forseelsen. Men forligsaftalen er ikke en indrømmelse af et erstatningsansvar eller nogen forbrydelse, og selskabet afviser udtrykkeligt beskyldningerne i regeringens civile søgsmål,” skriver Johnson & Johnson i en pressemeddelelse.

Aftalen mellem selskabet og regeringen indebærer også en fem år lang såkaldt corporate integrity agreement, der betyder, at der vil blive holdt ekstra godt øje med koncernen i den periode.

Samtidig kan Johnson & Johnson berette om, at det samlede beløb man skal af med, når man medregner betalinger til individuelle stater, løber op i mere end 2 mia. dollar – svarende til 11 mia. danske kroner. Selskabet siger dog også, at man allerede havde tilsidesat pengene til forligsbetalingerne, som derfor ikke vil have nogen indvirkning på årsregnskabet.

Har du fingeren på pulsen?

MedWatch præsenterer fredag den 15. november Medwatch Brancheanalysen 2013 på et morgenmøde i København. Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også