Ny dansk vaccine i terror-beredskabet?

EU har netop godkendt Bavarian Nordics koppevaccine, og biotekselskabets topchef kan ikke forestille sig, at Danmark skulle afvise at købe vaccinen til beredskabet. Det er på trods af tidligere tvivl.
Foto: PR, Bavarian Nordic
Foto: PR, Bavarian Nordic

Det danske beredskab får snart en portion af Bavarian Nordics ny-godkendte koppevaccine. Det er i hvert fald, hvad adm. direktør Anders Hedegaard har en kraftig forventning om.

De europæiske sundhedsmyndigheder har netop godkendt biotekselskabets koppevaccine Imvanex, der har været brugt i det amerikanske beredskab i en årrække under navnet Imvamune.

”I Danmark har man en beredskabsplan. Den er selvfølgelig gradueret efter, hvor stor risikoen for et koppeudbrud er. Den indeholder en vaccineberedskabsplan, så går jeg ud fra, at man vælger at inkludere det eneste godkendte koppevaccine. Man kan ikke have ikke-godkendte produkter i en beredskabsplan. Det kan jeg ikke forestille mig,” siger Anders Hedegaard til MedWatch.

Skepsis fra beslutningstagere

Ifølge Anders Hedegaard bruger man i Danmark i øjeblikket en vaccine, der er over 30 år gammel, og som ikke er godkendt, og som er fyldt med bivirkninger. Statens Seruminstitut har tidligere frarådet de politiske beslutningstagere at investere i Bavarian Nordics vaccine, da den ikke på det tidspunkt var godkendt. Statens Seruminstitut været tøvende over for at tage vaccinen i brug i Danmark, bl.a. på grund af manglende dokumentation af effekten, lød argumentet fra øverste chef Nils C. Strandberg Pedersen.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har tidligere fremhævet, at hun vil afvente en vaccine-godkendelse og råd fra sine rådgivere, før hun tager stilling til, om der skal ligge en ny dansk-produceret koppevaccine på lager i tilfælde af terrorangreb med koppevirus. Med en godkendelse af Imvanex skal den beslutning derfor snart træffes.

Næste skridt for det danske biotekselskab er at få foden inden for hos så mange EU-lande som muligt.

"Vi arbejder på, at alle lande får en beredskabsplan, og for at Imvanex bliver en aktiv del af de beredskabsplaner, der er. Mange lande har en beredskabsplan, og mange har de gamle vacciner i dem. De gamle vacciner er behæftet med mange bivirkninger, og kun i nogle lande er de godkendt," siger direktøren.

Kravl ned fra plankeværket

Selvom godkendelsen var forventet, hoppede aktien 13 pct. i vejret efter nyheden. En time efter udmeldingen er stigningen faldet til 9 pct.

”Det, der skal ske, er, at vi i højere grad skal ud i de europæiske lande og få dem til at kravle ned fra plankeværket og kigge på, hvad amerikanerne gør og tage stenen i egen hånd og beskytte den europæiske befolkning med vores vacciner. Det er vores opgave nu. Det er ikke nogen nem opgave,” siger Anders Hedegaard.

Men først skal godkendelsen fejres, fortæller han.

”Det er sørme ikke mange biotekvirksomheder, der af dem selv kan drive et produkt på langt som det her er gjort.”

 Bavarians koppevaccine klar til Europa

 Seruminstitut vil granske nye data om koppevaccine 

 Seruminstitut tøvende over for Bavarian-vaccine

 Direktør: Nu må danskerne have ny koppevaccine 

 Bavarian-middel får europæisk anbefaling 

 Minister afventer godkendelse af ny koppevaccine 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også