Direktør: Nu må danskerne have ny koppevaccine

Bavarian er klar til at ’gå i kødet’ på beredskabslægerne rundt omkring i EU. Det gælder også i Danmark, hvor en gammel vaccine er "propfyldt med alvorlige  bivirkninger".
Foto: PR, Bavarian Nordic
Foto: PR, Bavarian Nordic

Nu kan arbejdet med at sælge selskabets koppevaccine til EU-landene snart for alvor gå i gang for Bavarian Nordic.

Fredagens melding fra de europæiske lægemiddelmyndigheders rådgivende komité CHMP om en positiv anbefaling af midlet Imvanex skal ifølge Bavarian Nordics adm. direktør Anders Hedegaard bruges som et afsæt.

”For det første er vi kistelykkelige i firmaet, fordi vi har bragt produktet hele vejen igennem fra den tidlige research til snart endelig godkendelse. Det sker ikke for mange selskaber. I forhold til millioner og milliarder er det stadigvæk for tidligt at sige noget, men det her er afgjort positivt og giver os et afsæt til at komme videre,” siger han til MedWatch og fortsætter:

Svær salgsproces

”Ved at få en godkendelse, får vi nu snart mulighed for aktivt at arbejde med beredskabslægerne rundt omkring i de europæiske lande med henblik på at få vaccinen ind i beredskabsplanerne. De gamle vacciner indgår i de fleste landes beredskabsplaner, men de er ikke godkendt lige så bredt, som vores bliver, og de har også en række bivirkninger.”

Så vidt jeg har forstået, så har I tidligere forsøgt at sælge denne vaccine til en lang række europæiske lande, som har takket nej?

”Ja, det er fuldstændig korrekt, at vi tidligere har forsøgt at sælge vaccinen til en række europæiske lande, og vi er også lykkedes med at sælge den til tre mindre EU-landes militær, herunder Danmark,” svarer direktøren og uddyber:

”Men det er klart, at det at sælge et produkt, som ikke er godkendt, hører til blandt de svære salgsprocesser. Men nu har vi snart en godkendelse, og så har vi noget at komme med. Så er der ikke mere diskussion med de enkelte lande, og samtidig kan vi gå direkte i kødet på dem i forhold til, hvorfor i alverden de lagerfører de gamle vacciner med alvorlige, invaliderende bivirkninger, når man har muligheden for at lagerføre vores, der har en meget mildere bivirkningsprofil, og som snart er godkendt i hele Europa.”

Træerne ind i himlen

Det, der ifølge Anders Hedegaard er interessant ved denne anbefaling, er at den kommer på grundlag af selskabet fase 2-program.

”Vi kører vores større fase 3-studie i øjeblikket til USA, men EU har altså alligevel fundet, at vi har nok data fra fase 2 til at kunne få en anbefaling og dermed snart en mulig godkendelse. Det er en stor begivenhed for os.”

Amerikanerne vil i de næste år dog fortsat være de drivende i denne forretning.

”Selv om Europa størrelsesmæssigt burde kunne bidrage med lige så meget. Men træerne vokser ikke ind i himlen.”

Propfyldt med bivirkninger

I Danmark har man lagerført en gammel vaccine, der ifølge Anders Hedegaard er helt tilbage fra 1950’erne.

”Den er propfyldt med alvorlige bivirkninger. Det er Statens Seruminstitut, der driver det. Vi er meget interesserede i, at man som minimum har beskyttelse til dele af befolkningen. Her tænker jeg blot på dem, der er værst udsat, hvis der kommer et udbrud, og det er ca. 25 pct. af befolkningen,” siger han og tilføjer:

”Vi har over for den danske regering og det danske sundhedssystem sagt, at man burde have investeret i vaccinelagrene langt tidligere. Det har man så ikke villet, men nu har vi snart en godkendelse, og så er det svært at argumentere for, hvorfor man ikke skal gå forrest i Danmark.”

Et skud bagi

Det var i sin tid netop Statens Seruminstitut, der frarådede de politiske beslutningstagere at investere i Bavarian Nordics vaccine, da den ikke var godkendt. Men Anders Hedegaard håber nu, at instituttets holdning vil ændre sig.

”Statens Seruminstitut er med til at styre beredskabsplanerne, lægge dem sammen med sundhedssystemet, og så er de i øvrigt også producent af den gamle vaccine. Min forhåbning er nu, at man som minimum lagerfører en million doser, så man kan dække i tilfælde af udbrud. Men Statens Seruminstitut og det danske system har historisk set ikke været til at overtale til at gå ind i et samarbejde ligesom amerikanerne. Vi har endda tilbudt produktet gratis tidligere. Det er selvfølgelig ikke tilfældet længere,” siger han og fortsætter:

”Nu er det snart godkendt, og skulle der ske noget, så kan vi også vaccinere egne medarbejdere. I den danske beredskabsplan indgår det jo også, at der er et antal læger, der skal være prævaccineret, og de kan da komme op til os, så kan de få et skud bagi og blive vaccineret.”

 Bavarian-middel får europæisk anbefaling

 Bavarian bliver milliard-eksportør til USA

 Bavarian: Det bruger vi lobbymillionerne på

 Her er Statens Serum Instituts vaccine-pipeline 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også