Analytikere: EU-bøde kan blive på op til 800 mio. kr.

EU har mulighed for at give Lundbeck en bøde på op til 1,5 mia. kr., men så stor bliver medicinalselskabets bøde næppe, vurderer analytikere i kølvandet på anonyme embedsmænds afsløringer.
Foto: Lundbeck / PR
Foto: Lundbeck / PR
Af Ritzau Finans

Lundbeck kan stå til en bøde på et trecifret millionbeløb fra EU for brud på konkurrencelovgivningen. Det vurderer enkelte analytikere, som Ritzau Finans har været i kontakt med, efter at Reuters mandag med henvisning til embedsmandskilder kunne fortælle, at EU-Kommissionen er på vej med, hvad der betegnes som en væsentlig bøde til Lundbeck for at bryde konkurrencelovgivningen.

EU's regler giver mulighed for at udskrive bøder på helt op til 10 pct. af omsætningen, eller i Lundbecks tilfælde op mod 1,5 mia. kr. Så stor bliver bøden dog næppe. Blandt fem danske og udenlandske banker, som Ritzau Finans, har været i kontakt med, har tre endnu ikke indregnet en bøde i deres værdiansættelse af Lundbeck, mens to banker har indregnet en bøde. Mest forsigtig er Alm. Brand Markets, hvor analytiker Michael Friis Jørgensen allerede tager højde for en bøde på 6-800 mio. kr., eller 3-4 kr. pr. aktie.

"Det er efter min mening et mere sandsynligt scenarie, og jeg tror mere på, at vi skal kigge nedad end opad mod de 1,5 mia. kr. Det er sådan, jeg ser det, på baggrund af tidligere konkurrencesager. Men der er nok ingen tvivl om, at myndighederne kan gå hårdt til værks, vurderer Michael Friis Jørgensen.

Læs også: Reuters: Lundbeck får stor bøde

Sjældent med de største bøder

Generelt er det dog sjældent, at EU går helt til grænsen, når der udskrives konkurrencebøder, om end de ofte er skrives med en del nuller.

Herhjemme har Danfoss i 2011 fået den hidtil største danske EU-konkurrencebøde på 670 mio. kr. for deltagelse i et kartelsamarbejde. Også SAS er idømt to store kartelbøder. I 2010 lød bøden på en godt 0,5 mia. kr. for et globalt kartelsamarbejde om luftfragt, og i 2001 fik SAS en bøde på knap 300 mio. kr.

for at have indgået en hemmelig aftale med Maersk Air for at sikre monopol på ruten København-Stockholm.

Mærsk Air slap med en bøde på 100 mio. kr. Også FLSmidth har for nogle år siden fået en kartelbøde på omkring 100 mio. kr.

Blandt de fem banker, har også Sydbank indregnet en bøde i størrelsesordenen et par hundrede mio. kr. i sine modeller for Lundbeck.

Hos SEB Enskilda har analytiker Lars Hevreng ikke inkluderet en bøde i sine modeller, da han ikke mener, at der er nok information fremme til, at komme med et godt bud på bødens omfang. Han peger på, at Lundbeck har omkring 4 mia. kr. i likvider, og selv vurderer, at udfaldet af sagen ikke får væsentlig indflydelse på selskabets finansielle situation. Skal bøden måles i mia. af kr. kan sagen dog stå anderledes.

Heller ikke UBS og Jyske Bank har indregnet bøder i deres vurdering af Lundbeck. Hos UBS handler det om, at det er uklart, hvornår en bøde falder, samt hvor stor en bøde kan ende med at blive.

Markedet har taget højde for bøde

Alm. Brand Markets' analytiker Michael Friis Jørgensen mener i øvrigt, at aktiemarkedet allerede har taget højde for en trecifret millionbøde. Således dykkede Lundbecks aktiekurs mandag 1,4 pct., og tirsdag middag ligger aktien yderligere 2,6 pct. nede.

EU-Kommissionen rejste indsigelsessag mod Lundbeck sidste år, fordi Kommissionen mente, at Lundbeck har betalt kopiproducenter for at forsinke en lancering af billigere kopimedicin. Sagen vedrører Lundbecks første generations-antidepressiv, Citalopram, der markedsføres under navnet Cipramil.

Kommissionen henviste dengang til, at Lundbeck både skal have foretaget direkte overførsler samt have købt generisk citalapram på lager med henblik på senere destruktion. Endelig skal der være indgået distributionsaftaler, der garanterede et overskud.

Lundbeck afviser at have brudt loven, og har ifølge pressechef i Lundbeck Mads Kronborg heller ikke modtaget EU-Kommissionens afgørelse.

Ender det med en bøde vil den i øvrigt kunne ankes.

 Lundbeck tæmmer vækstnedgangen 

 Mand dømt for Lundbeck-bedrageri 

 Kopier presser Lundbeck-salg

 Lundbeck i hemmeligt forlig med kopi-rival 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også