Positive resultater for vægttab med Novo-lægemiddel

Novo Nordisk offentliggør nye data fra kliniske forsøg med diabetes-lægemiddel mod fedme.
Foto: Novo Nordisk/PR
Foto: Novo Nordisk/PR
Af Ritzau Finans & Henrik Tüchsen

Medicinalkoncernen Novo Nordisk kommer nu med godt nyt for selskabets diabetesmiddel, Liraglutid, mod fedme. Lægemidlet er under navnet Victoza allerede på markedet mod diabetes, hvor det gives til patienter i mindre doser.

I en netop udsendt meddelelse fra Novo Nordisk oplyser selskabet, at resultater fra et fase 3-forsøg med lægemidlet  viser, at patienter, der fik Liraglutid, i gennemsnit tabte otte procent vægt. Det er klart mere end vægttabet på 2,6 procent for de patienter, der fik placebo, populært kaldet snydepiller. Begge forsøg fandt sted i en kombination med diæt og motion.

Novo Nordisk gennemfører en stribe forsøg med lægemidlet mod fedme, og resultaterne fra endnu et forsøg ventes, før selskabet er klar til at søge om registrering og godkendelse af lægemidlet i Europa og USA.

 Dermed vil det danske selskab, om alt går vel, kaste sig ind i kampen om det hastigt voksende marked for fedmebehandling. Inden for det seneste år har de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, godkendt to midler mod fedme, nemlig Belviq fra firmaet Arena Pharmaceuticals og Qsymnia fra Vivius.

Studiet blev gennemført på 3731 overvægtige eller svært overvægtige patienter, hvoraf 61 pct. havde prædiabetes ved studiets start. Næsten syv ud af ti prædiabetikere, der blev behandlet med Liraglutid, havde ikke længere tegn på prædiabetes efter de 56 uger, mens tallet for placebo-patienterne kun var en ud af tre.

Samlet opfyldte studiet alle tre primære mål, fortæller Novo, herunder forbedringer inden for klassiske risikofaktorer ved fedme såsom blodtryk og hjerterisici.

Tilfreds direktør

”Vi er meget glade for resultaterne fra dette studie. Disse data og resultaterne fra tidligere rapporterede fase 3-studier viser konsekvent klinisk signifikant vægttab og forbedringer med hensyn til fedmerelaterede risikofaktorer hos overvægtige mennesker,” siger Novo Nordisks koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, i meddelelsen.

Studiet var det klart største og vigtigste af de fire fase 3a-studier, Novo gennemfører med midlet, og nu mangler medicinalselskabet kun det sidste studie, som der ventes resultater for i tredje kvartal i år.

Novo-dir: Overordentligt tilfreds med Victoza-data 

Novo-direktør: Vi har valgt den rigtig fedme-dosis

Storbank sår tvivl om Novos fedmepotentiale

Fedmemedicin skuffer på ny 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også