Er markedspotentialet for fedmemiddel overdrevet?

Salget af det nye lægemiddel mod fedme i USA skuffer. Det er, fordi det er et helt nyt marked, der skal opbygges, hedder det fra firmaet Vivus. Men en analyse har vist, at mange overvægtige amerikanere, især mænd, ikke er meget for at tage medicin mod fedme.
Foto: colourbox
Foto: colourbox

Er lanceringen i USA af det første nye lægemiddel mod fedme i 13 år et klart signal om, at markedet for fedmemidler måske er overdrevet?

Det er et af de spørgsmål, der rejser sig efter en skuffende lancering af lægemidlet Qsymia fra det amerikanske selskab Vivus. Qsymia blev lanceret den 17. september i år.

Firmaet offentliggjorde tidligere på måneden tal for sin vægttabspille i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal 2012, og det var så dårligt, at aktien dykkede med 21 procent.

For Vivus gælder det nu om at holde investor-appetitten intakt, velvidende at flere nye lægemidler mod fedme er på trapperne. Og det på et tidspunkt, hvor FDA overvejer om bl.a. fedmemedicin skal kunne opnå hurtigere godkendelse i USA, fordi medicinen har en samfundsgavnlig effekt.

Flere årsager til skuffelse

Ifølge rapporten BioCentury har Vivus fremhævet, at salget af Qsymia – kun 656 recepter de første to uger – er udtryk for, at det er et nyt marked, der skal bygges op. Det er ikke bare endnu et produkt, der skal lanceres. Firmaet ser tre faktorer, der påvirker det indledende salg negativt, nemlig at markedet skal opbygges, et lille tilskud og et begrænset distributionssystem.

Ifølge Vivus' senior vicepresident og Cheif Commercial Officer, Michael Miller, er forventningen, at salget vil tage fart i takt med, at lægerne lærer produktet bedre at kende. Og Qsymia er, som det ser ud nu, kun tilgængelig for godkendte postordre-apoteker som CVS Pharmacy og Walgreens. Vivus har også haft stor fokus på at uddanne læger til at forstå, at lægemidlet er et andet end tidligere lægemidler, hvis målgruppe – ifølge Miller - måske ofte har været unge kvinder, der skulle smide nogle overflødige kilo.

Pustes i nakken

Det pust, som Vivus kan mærke i nakken, kommer primært fra Arena, der med partneren Eisai ventes at lancere det godkendte vægttabsmiddel Belviq i USA tidligt i 2013. Om alt går vel følger det danske flagskib Novo Nordisk efter i 2014 med Victoza som fedmebehandling.

En af de danske aktieanalytikere, der har analyseret det amerikanske marked for fedme, er Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen. På spørgsmålet om, hvorvidt markedet set i lyset af Qsymias entré er knap så attraktivt som forventet, svarer han, at det ”måske kan tyde på, at man er lidt for optimistisk.”

Markedsanalyse i USA

Løntoft Hansen har tidligere på år undersøgt salget af de ”gamle” amerikanske, receptpligtige anti-fedme midler. Han opdagede, at det var relativt få mennesker fra målgruppen, der rent faktisk tog medicin mod fedme. Konkret var det ca. 3,5 procent af de voksne amerikanere med en BMI over 30.

”Der er en eller anden form for sygeliggørelse ved at give eller tage den type medicin. Mange læger siger til overvægtige, at de skal spise sundt og motionere, og jeg tror, at mange patienter er skeptiske over for, at de nu skal spise piller,” siger Løntoft.

Han noterede sig i samme forbindelse, at under 20 procent af de amerikanere, der bliver behandlet, er mænd.

”Det virker som om, at mænd har det svært med fedmemidler, og det tror jeg ikke ændres ved, at der kommer nye midler. Jeg mener også at have hørt, at det især er kvinder, der har bestilt Qsymia.”

Aktieanalytikeren nævner dog, at tilbageholdenhed med Qsymia på det amerikanske marked et stykke ad vejen kan være produktspecifikt, altså i forhold til bivirkninger, der måske er mere udtalte end bivirkningerne i Belviq ”og med garanti også i forhold til Victoza”. Hertil kommer de begrænsninger, der ligger i distributionen af Qsymia.

Samme forventninger

Løntoft har tidligere udtrykt forventninger om et topsalgs-potentiale for Victoza til behandling af fedme på 22 mia. kroner globalt set.

Har du nu nedtonet de forventninger:

”Nej, jeg har hele tiden været lidt mere tilbageholdende end nogle af mine kolleger i forhold til Victoza. Men befolkningstilvæksten stiger og en større andel af også europæere og asiater med en BMI over 35 vil være i Novo Nordisks målgruppe. Og den gruppe vil have en pistol for panden og have fået besked på, at de skal gøre noget," siger han og fortsætter:

"Kaprer Novo blot en lille del af den population med en BMI over 35, vil selskabet opnå et stort salg ud fra den pris på over 20 dollar om dagen, som Victoza mod fedme formentlig vil komme til at koste. Og så gives Victoza via injektioner, hvilket også giver en bedre bivirkningsprofil.”

Nyvunden optimisme for fedmemarked i USA 

 

Vivus' fedmemiddel afvist af EU's rådgivende komite

Fedmemidler kan få det svært i Europa 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også