Lundbeck får større bid af alkoholpille

Lundbeck har købt aktier for 10 mio. euro svarende til 74,5 mio. kr. i det finske selskab Biotie, som Lundbeck samarbejder med om at udvikle midlet Selincro mod alkoholafhængighed.
Samtidig ændres vilkårene dog for den licensaftale, de to selskaber har lavet om midlet, så Lundbeck, når midlet lanceres, skal betale færre royalties af salget til det finske selskab. Det oplyser Lundbeck i en fondsbørsmeddelelse.
“Vi har nu nået et stadie, hvor vi kan påbegynde drøftelser omkring udviklingsstrategien uden for Europa, og vi er derfor glade for, at vi kan ændre licensaftalen og yderligere styrke vores engagement over for Biotie,” udtaler Anders Gersel Pedersen, Lundbecks koncerndirektør for forskning og udvikling i meddelelsen.
Uden for Europa og USA
Ændringerne af licensaftalen gælder kun for salget af Selincro uden for USA og Europa, hvor betalingerne altså er mindre end hidtil aftalt. Til gengæld vil Biotie modtage en salgsmilepælsbetaling betinget af opfyldelse af ikke-oplyste salgsmål i Japan, hvilket forhøjer de totale milepælsbetalinger til 663 mio. kr. (89 mio. euro) fra tidligere 626 mio. kr. (84 mio. euro).
"Endvidere understreger investeringen i Biotie, som vi har samarbejdet med siden 2006, vores engagement i dette projekt og samtidig vores ambition om at indgå succesfulde samarbejdsaftaler med førende biotekselskaber," siger Anders Gersel Pedersen.
Lundbeck har de globale udviklings- og kommercialiseringsrettigheder til Selincro, der er en ny opioid system modulator til behandling af alkoholafhængighed. Lundbeck har indsendt en ansøgning om markedsføringstilladelse for Selincro i EU til det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), og der forventes at foreligge en beslutning om potentiel godkendelse i fjerde kvartal i år.
Betalte overpris
Med investeringen i Biotie får Lundbeck 18,6 mio. aktier i selskabet, hvilket svarer til under 5 pct. af den samlede aktiekapital.
Lundbeck købte aktierne til en overkurs på 25 pct. i forhold til lukkekursen den 6. september, 0,5375 euro pr. aktie, og i forbindelse med købet har Lundbeck indvilget i ikke at sælge eller afhænde de nye aktier inden for en periode på 18 måneder.
Da Lundbeck og Biotie tilbage i 2006 indgik den første aftale om Selincro, fik det finske selskab en up-front betaling på 89,4 mio. kr.
Tæt på skæbnetime for Lundbecks alkoholpille
Børshus spår begrænset salg af alkoholpille
Lundbecks alkoholpille skærer to tredjedele af forbruget
Lundbecks alkoholpille står over for regulatoriske udfordringer