Børshus spår begrænset salg af alkoholpille

Amerikansk børsfirma mener, at det kan spille ind på Lundbecks salgspotentiale, at placeboeffekten også er stor i de gennemførte besøg.
AF RITZAU FINANS

Lundbecks lægemiddelhåb Selincro bliver næppe en milliardsællert målt i kroner. Det vurderer det amerikanske børshus Jefferies, efter at have set nærmere på fase 3-resultaterne med lægemiddelkandidaten.

Dataene fra fase 3 viser, at den såkaldte placeboeffekt blandt patienterne har været stor, hvilket betyder, at også de patienter, der har fået snydemedicin og rådgivning har opnået en stor reduktion i deres alkoholforbrug. Analytiker i Jefferies Peter Welford mener, at data er stærke nok til at understøtte en godkendelse af pillen, men han er forsigtig, når det kommer til salgsestimaterne, rapporterer Bloomberg News.

Topsalget af Selincro estimeres at ramme 55 mio. dollar, eller 310 mio. kr. Dog er et realistisk positivt scenarie et topsalg på 250-300 mio. dollar, rapporterer Bloomberg News.

Lundbeck mere positiv

Lundbeck har selv tidligere estimeret et muligt topsalg af alkoholpillen på omkring 2,5 mia. kr. Lundbecks topchef, Ulf Wiinberg, har dog ikke lagt skjul på, at skønnet er behæftet med stor usikkerhed. Det skyldes ikke mindst, at Selincro er den første medicin, som søges markedsføringsgodkendt til reduktion af alkoholforbrug og ikke total afholdenhed, som det kendes med antabus.

Lundbeck indsendte registreringsansøgning for Selincro i Europa i december 2012. De europæiske  lægemiddelmyndigheder bruger typisk omkring et år på at behandle ansøgningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også