Medie: J&J betaler 22 mia. kr. i hofteforlig

Den amerikanske life science-koncern Johnson & Johnson vil betale mere end 22 mia. kr. for at indgå forlig i ikke mindre end 7.500 amerikanske sager om de tilbagekaldte ASR-hofteimplantater, ifølge Bloomberg. Det er den anden milliardstore forligsbetaling for selskabet inden for bare en måned.

Den store amerikanske life science-koncern Johnson & Johnson, som bl.a. opererer på medicinal- og medicomarkedet, men også er kendt for forbrugerprodukter som f. eks. shampoo og babyolie, vil gå med til at betale mere end 22 mia. kroner for at indgå forlig i en lang række retssager om de udskældte metal-mod-metal hofteimplantater. Det oplyser unavngivne kilder til erhvervsmediet Bloomberg.

I 2010 førte en større skandale med de såkaldte ASR-hofteimplantater til, at 93.000 af de kunstige hofter måtte tilbagekaldes på verdensplan. Her viste det sig, at implantatet efter nogle år udskilte små metalsplinter, når de to metaldele gned mod hinanden. Metalsplinterne skadede i visse tilfælde både muskler og væv og kunne samtidig give andre langtidsskader hos patienterne.

MedWatch har tidligere beskrevet, hvordan Patientforsikringen har modtaget 53 klager fra patienter, der har fået indopereret nu tilbagekaldte. metal-on-metal-hofteproteser.

Læs mere her: Udskældte metalhofter kan få comeback 

Beløbet kan vokse

Milliardbetalingen dækker mere end 7.500 søgsmål mod selskabet ved både føderale og statslige domstole, som er gået med til at betale minimum 300.000 dollar i erstatning per søgsmål.

Men aftalen forhindrer ikke patienter, som fremover oplever problemer med hofteimplantater i at søge om erstatning fra selskabet, og derfor kan beløbet muligvis blive endnu højere, siger de unavngivne personer.

Det forventes, at forliget bliver annonceret ved den føderale domstol i Toledo, Ohio i næste uge, skriver mediet, og tilføjer, at det i så fald bliver den største forligsaftale i USA i forbindelse med medicinsk udstyr nogensinde.

Anden gang på en måned

Sagen er den anden inden for en måned, hvor J&J må punge ud med flere milliarder for at lægge låg på retssager mod selskabet.

I starten af november blev Johnson & Johnson mødt med enorme bøder fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i en sag om ulovlig markedsføring af et storsælgende lægemiddel mod skizofreni.

Læs mere om den sag her: Tocifret milliardbøde til kendt storkoncern

Læs artiklen fra Bloomberg om den seneste forligsaftale her.

Danskerne trygge ved implantater 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu