Muligt milliardforlig på vej i hoftesag

Johnson & Johnson overvejer at betale mere end 3 mia. dollar i erstatning til tusindvis af patienter, som har fået indopereret de udskældte ASR-hofteimplantater.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Storkoncernen Johnson & Johnson er klar til at betale over 3 mia. dollar for at indgå forlig i tusindvis af erstatningssager vedrørende selskabets udskældte hofteimplantater, som blev fjernet fra markedet for nogle år siden. Det skriver Bloomberg.

I 2010 blev medicoindustrien ramt af en større skandale, da verdens største virksomhed på sundhedsplejeområdet, Johnson & Johnson, blev tvunget til at trække 93.000 hofteimplantater fra markedet.

De såkaldte ASR-metal-mod-metal-hofter blev tilbagetrukket efter, at adskillige patienter beklagede sig over smerter, problemer med at bevæge sig, infektioner og knoglebrud. Ligesom man registrerede forhøjede koncentrationer af bestemte metaller i blodet på patienterne.

Siden er koncernen blevet inddraget i en lang række retssager pga. hofteimplantaterne, især i hjemlandet USA, men nu mener Bloomberg altså at vide, at koncernen er klar til at punge ud for at stoppe disse sager.

Afhænger af andre sager

Ifølge unavngivne kilder, som mediet har snakket med, skulle Johnson & Johnson være klar til at betale 300.000 dollar i hver af de i alt 11.500 sager, hvilket vil beløbe sig til mere end 3 mia. dollar samlet. Og det beløb er 50 pct. højere, end det der tidligere er blevet bragt på banen, skriver Bloomberg.

Et muligt forlig afhænger i første omgang af resultatet af syv sager om produktansvar, som finder sted fra næste måned og indtil januar næste år. Indtil videre er kun to af de mange retssager i USA blevet afviklet. J&J tabte den første, mens man fik medhold i den anden.

Læs hele historien fra Bloomberg her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også