Vivus indgår forlig i strid med storaktionær

En længerevarende strid mellem amerikanske Vivus Inc. og dennes største aktionær, First Manhattan, som ejer små 10 pct. af aktierne i selskabet, er blevet lagt på hylden, efter de to parter har indgået et forlig i sagen. Det skriver avisen Idaho State Journal.
Striden mellem parterne startede i slutningen af juni måned, hvor investeringsselskabet offentligt luftede sin utilfredshed med medicinalselskabet, som står bag fedmemidlet Qsymia, og herudover opstillede 6 af sine egne kandidater til bestyrelsen i virksomheden.
Siden intensiverede man den kritiske retorik og forlangte på det nærmeste, at Vivus skilte sig af med den adm. direktør, Leland F. Wilson, der efter aktionærens mening ikke havde den fornødne ekspertise og erfaring til at lede selskabet.
Sidenhen satte man endog navn på den person, som man ønskede at se i direktørstolen fremover – nemlig den tidligere direktør for global commercial operations i den svensk-britiske medicinalkoncern AstraZeneca, Anthony Zook.
Begraver stridsøksen
I sidste uge trak First Mahattan så Vivus i retten med beskyldninger om, at selskabet havde forsøgt at kapre stemmer fra aktionærerne forud for det årlige aktionærmøde d. 18. juli, og at der havde været urent trav i forbindelse med valg af selskabets bestyrelsesmedlemmer. Men nu skriver den amerikanske avis, at de to kamphaner har begravet stridsøksen og indgået forlig i sagen.
Forliget betyder, at Vivus’ bestyrelse udvides fra 9 til 11 medlemmer. Fire af de nuværende bestyrelsesmedlemmer træder tilbage, mens de seks personer, som First Mahattan opstillede indtræder i bestyrelsen.
Herudover forventes det, at Anthony Zook vil blive præsenteret som ny CEO, mens den afgående direktør Leland Wilson er gået med til at fungere som rådgiver i en periode i forbindelse med udskiftningen på toppen.
Vivus aflyste sit planlagte årsmøde torsdag i sidste uge, dagen inden forliget. Man forventer at afholde mødet inden d. 15. august.
Læs hele historien fra Idaho State Journal her.
Aktionær: Tidligere AZ-direktør skal være ny CEO i Vivus
Fulgte du med i medicinalverdenen i juni?