Tidlig investor smækkede kassen i for Drugstars: Tidsplan og økonomi skred

Det ville tage længere tid og koste mere end først estimeret at indfri de store ambitioner, som venturefonden Byfounders havde til e-health-firmaet Drugstars, og derfor var fonden – i lighed med Drugstars’ andre tidlige investorer – ikke villig til at stille op med kapital til det nu konkursdømte selskab.
Eric Lagier, medstifter af Byfounders | Foto: Byfounders/PR
Eric Lagier, medstifter af Byfounders | Foto: Byfounders/PR

Da e-health-selskabet Drugstars hang i den tyndeste tråd på randen til fallit i dagene op til september, var der ingen hjælp at hente fra selskabets tidlige investorer, der blandt andre tæller danske såvel som udenlandske venturefonde og en Pandora-rigmand.

Stifter og adm. direktør i Drugstars, 49-årige Claus Møldrup, rakte ellers hånden ud, men alle smækkede de kassen i og lod Drugstars sejle sin egen sø.

Det står klart efter, at Drugstars, der står bag en app med samme navn, som minder patienter om at tage deres medicin, forleden måtte dreje nøglen endegyldigt om og erklære sig selv konkurs.

"Som investor er dette en del af spillet, og statistisk set vil det ske med en del af vores portefølje, selvom vi selvfølgelig ikke forventer det, når vi laver investeringen," siger Eric Lagier, medstifter og managing parter i Byfounders til MedWatch

"På så tidlige stadier som dette, er der stadigvæk masser af risiko, og en konkurs vil desværre altid være et muligt resultat," uddyber han, der med Byfounders også har investeret i hjertefirmaet Corti.

Ambitionerne var ellers skyhøje, da han sammen med venturekapitalfonden Inventure fra Finland og Digital Health Ventures i Tyskland i marts 2019 skød 18 mio. kr. Drugstars, som Claus Møldrup tre år inden havde opsagt et job i medicinalindustrien som kommerciel direktør for amerikanske Abbvie i Danmark for at sætte i søen.

Ønsket var at skabe en bedre dialog mellem de mange millioner af mennesker, der dagligt er nødt til at tage medicin og en medicinalbranche, som efterspørger feedback fra deres brugere til at forbedre deres produkter.

Samtidig havde Drugstars en unik model, hvor brugerne, via deres brug af app’en, optjente stjerner, som blev doneret til patientforeninger.

"Mere end 3,2 mio. kroner er således blevet doneret over tid, og vi så derfor et stort potentiale i Claus og hans teams massive ambitioner," siger Eric Lagier om baggrunden for at gå ind i selskabet i foråret 2019.

Samme optimisme lød fra den finske venturekapitalfond Inventure, der i dag har over 70 selskaber i porteføljen.

"Vi mener, at enhver bruger af medicin skal høres og være med til at påvirke lægemidlernes videre udvikling. Med Drugstars tæller hver stemme. De unikke og virkelige data om brug af medicin, som Drugstars indsamler, bruges allerede til at støtte forskere, myndigheder og farmavirksomheder i at udvikle bedre behandlinger, og vi ser stort potentiale i virksomheden," lød det således fra investeringsdirektør i Inventure, Ekaterina Gianelli, i en pressemeddelelse.

Tidsplan skred og økonomiske forudsætninger holdt ikke

Til at begynde med gik det da også ganske fint.

Drugstars fik stadig flere brugere, og medicinalfirmaerne fik i stadig stigende grad øjnene op for Claus Møldrups univers, hvor appens brugere optjener stjerner for at huske at tage deres medicin som anvist af deres læge, besvare spørgeskemaer og aflevere medicinrester forsvarligt på apoteket – den viden, der blev genereret fra Møldrups univers, kunne medicinalindustrien siden 2017 købe af Drugstars og anvende i den videre udvikling.

En kommerciel direktør, Ole Hansen, der de senere år havde arbejdet som konsulent for life science-industrien, og tidligere stod i spidsen for business intelligence-virksomheden IMS Health, blev ansat, og man var også på håbefuld investorjagt i London for på de kanter at rekruttere nye 700.000 brugere til appen.

Den britiske investorjagt blev imidlertid en fuser, udviklingen af appen kostede stadig flere mio. af kr., og kun i 2020 kunne Drugstars registrere en omsætning – på beskedne 1,6 mio. kr. Alle årene var bundlinjen negativ med stadig stigende milliontab – senest på næsten 7 mio. kr., og ved udgangen af 2020 var kassen i bund med en negativ egenkapital på 358.964 kr.

"I starten af det nye år indså vi, at de massive ambitioner vil tage længere tid at indfri og samtidig ville det koste væsentlig mere at tiltrække det nødvendige antal brugere," siger Eric Lagier i dag om grunden til, at Byfounders valgte ikke at investere yderligere og hjælpe Drugstars med kapital, da selskabet løb tør for penge i september.

I stedet forsøgte Byfounders – sammen med Claus Møldrup – de sidste mange måneder at finde en strategisk partner, som kunne hjælpe Drugstars til at komme ud til endnu flere brugere på en mere omkostningseffektiv måde.

"Drugstars har haft flere dialoger med potentielle opkøbere. Desværre er de rendt ud i sandet, på trods af stor ihærdighed fra Claus, og det lykkedes ikke os og Drugstars at finde en ny vej for selskabet," siger Eric Lagier.

Afsættet var da også mere end vanskeligt ifølge investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen, der i tiden op til konkursen ikke spåede Drugstars gode muligheder for at finde en køber eller investorer, der kunne redde selskabet på målstregen.

"Sælgeren, Drugstars, står med nogle ufattelig ringe kort på hånden, fordi det jo er dokumenteret, at de ikke har fået forløst potentialet inden for den tidshorisont, som de regnede med, og som ville have kunne holde værdiskabelsen intakt og skaffet dem nye investorer," sagde Per Hansen således blandt andet til MedWatch.

Kun med i tidlige runder

Før investeringen i 2019 havde Drugstars rejst knap 10 mio. kr. fra blandt andet Seed Capital, Preseed Ventures og Pandora-rigmanden Henrik Holmark, der skød 500.000 kr. i appen.

Sidstnævnte ønsker ikke at udtale sig, men hos Preseed Ventures, der blandt andre har life science-firmaerne Monta Biosciences, Radiobotics, Qlife, Reapplix, Curasight og Hedia i porteføljen, er man knap så tillukket.

Her kalder Christel Piron, medstifter og partner i Preseed Ventures, det for "ulykkeligt", når et selskab ikke klarer den hårde start-up rejse.

"Men det er desværre et af vilkårene, som mange af de dygtige startups opererer under," siger Christel Piron til MedWatch.

Hun vil ikke kommentere på detaljer om de enkelte porteføljeselskaber, Preseed investerer i, men lader vide, at Preseed Ventures som udgangspunkt primært investerer i de første runder af et selskabs levetid.

"Det gjaldt også i tilfældet Drugstars, og det er derfor helt sædvanligt og naturligt, at vi ikke er med, når de senere-stadie-investorer investerer," siger Christel Piron.

Lignende troner – om det ulyksalige i håbefulde iværksættere, der i utide må kaste håndklædet i ringen – kommer fra Seed Capital, der som loven byder det, skulle medfinansiere, da Preseed Ventures valgte at gå ind i Drugstars.

Godt 300.000 kr. af det samlede beløb, Preseed kom med, stod Seed Capital således for, fortæller partner Ulla Brockenhuus-Schack til MedWatch.

"Den oprindelige mission om at få patienter motiveret til at tage deres medicin var vel OK, og det er altid synd, når et selskab ikke klarer sig. Men det er jo en del af hele miljøet, og jeg synes, det er vigtigt, at der er iværksættere og investorer, som tør tage chancer," siger Ulla Brockenhuus-Schack.

Siden den indledende medfinansiering har Seed Capital ikke haft noget med Drugstars at gøre, og Seed Capital investerer ikke længere i life science.

Hverken Inventure eller Digital Health Ventures har ønsket at bidrage til denne artikel. Claus Møldrup vil ikke udtale sig til MedWatch på spørgsmålet om, hvad han mener om fraværet af aktuelle investeringer fra de tidlige investorer.

Tidligere IMS-direktør skal skabe guldrandet forretning for Drugstars 

Venturefonde skyder millioner i dansk medicin-app 

Dansk medicin-app går på investorjagt i London

Patientforeninger begræder Drugstars' konkurs

Drugstars går konkurs efter forgæves forsøg på salg

Eksperter spår svære salgsvilkår for Drugstars: "De har ufatteligt ringe kort på hånden"

Storsatsende selskab bag medicin-app sætter sig selv til salg efter mislykket kapitalrejsning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også