Venturefonde skyder millioner i dansk medicin-app

E-health-selskabet Drugstars har hentet en stor millioninvestering fra tre venturefonde, der skal gå til selskabets ambition om international ekspansion.
Det skriver Berlingske.
Investorerne er danske Byfounders, finske Inventure og Digital Health Ventures i Tyskland, der alle tror på potentialet i selskabets app, der belønner patienter for at tage deres medicin - belønningen, der kommer i form af stjerner, kan den enkelte patient efterfølgende veksle til en donation til en af de mere end 60 deltagende patientforeninger.
Samtidig er brugerne med til at bedømme effekten af deres medicin, og den viden kan medicinalindustrien anvende til ders videre udvikling.
»Vi ser et stort potentiale i den model, som Drugstars har etableret via deres app, altså samspillet mellem medicinforbrugeren, patientforeningerne og medicinindustrien. Det vil vi i Byfounders gerne være med til at udvikle, da vi tror, at mange patienter samt industrien i sig selv kan få nytte af det,« siger adm. partner i Byfounders Tommy Andersen til avisen.
Drugstars havde før investeringen rejst knap 10 mio. kr. fra blandt andet Seed Capital, PreSeed Ventures og business angel Henrik Holmark.
Dansk medicin-app går på investorjagt i London
Dansk medicin-app har 110.000 brugere - nu går udvikleren efter medicinalindustrien