Matas køber aktier og indgår nyt samarbejde

Detailkæden Matas går frem på toplinjen i første kvartal, men må alligevel notere tilbagegang på bundlinjen. Samtidig kan man annoncere et samarbejde med en udenlandsk kæmpe.
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
Foto: Ritzau Scanpix/Peter Klint
Af RITZAU FINANS

Matas havde en mindre tilbagegang på bundlinjen i første kvartal i det forskudte regnskabsår 2016/17.

Overskuddet efter skat landede i månederne april, maj og juni på 84,6 mio. kr., og omsætningen lød på 848,1 mio. kr. Til sammenligning fik Matas i første kvartal af 2015/16 et overskud efter skat på 86,4 mio. kr. og en toplinje på 826,5 mio. kr.

"Om end det er glædeligt, at omsætningen udviser en ganske positiv udvikling i kvartalet, kan den positive salgsudvikling fortrinsvist tilskrives flere handelsdage samt en bedre solsæson i forsommeren," siger Terje List, administrerende direktør i Matas, i regnskabet for første kvartal, der blev offentliggjort tirsdag morgen.

Resultatet af den primære drift endte på 117,9 mio. kr. mod 118,7 mio. kr. året før. Og driftsresultatet, EBITA, faldt et nøk til 136,9 mio. kr. fra 137,7 mio. kr., og marginen landede på 16,1 pct. mod 16,7 pct. sidste år.

Matas har nok penge på bankbogen til at dele ud af dem til aktionærerne. Selskabet sætter derfor gang i et aktietilbagekøbsprogram på 150 mio. kr., som startes 1. september.

"Igangsættelsen af endnu et aktietilbagekøb understreger, at Matas er en meget likviditetsgenererende virksomhed, med fokus på løbende afkast til aktionærerne," udtaler Matas-chefen i regnskabet tirsdag morgen.

Samtidig begynder man nu et samarbejde med Estée Lauder om udrulning af MAC makeup i de fem Stylebox forretninger, som Matas allerede har, samt udvalgte Matas-butikker.

"I Matas er vi meget glade for denne nye aftale med Estée Lauder Companies. MAC er et fantastisk brand, som passer perfekt ind i vores strategi om at skabe den ultimative forskel i forhold til konkurrenterne. Vi er sikre på, at både MAC og vi vil få stor glæde af dette samarbejde," siger Terje List i en pressemeddelelse.

Matas fastholder forventningerne til regnskabsåret 2016/17. Forventningerne til de 12 måneder lyder forsat på en omsætningsvækst på 1-3 pct. samt en EBITA-margin i underkanten af 17 pct.

 Matas' fjerde kvartal skuffer, men bedring ses forude

 Matas-topchef: Fire initiativer til øget vækst

 Matas leverer lille vækst på top- og bundlinjen

 Matas leverer faldende omsætning, men større nettooverskud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også