Kamerapille på vej til tarmscreening

Et tysk selskab vil erstatte kikkertundersøgelser gennem endetarmen med en kamerapille, som særligt kan bruges ved screeninger for tarmkræft.

Inden længe kan screeninger af tarmkræft måske gøres ved hjælp af en kamerapille i stedet for de traditionelle kikkertundersøgelser gennem endetarmen, som bruges i dag.

Det tyske selskab Corporate Health begynder nemlig et pilotprojekt på Odense Universitetshospital sammen med Sundhed.dk, hvor en nyudviklet kamerapille i første omgang skal testes på 250 personer, som skal have screenet tarmens indre. Det skriver Odense Health – Innovation & Business.

Kamerapillen måler 1*3 cm og har en glat overflade, der gør den nem at sluge. Når pillen er i tarmsystemet, sender den billeder ud til en optager, som patienten bærer på kroppen. Denne metode skulle både være mindre risikofyldt end en almindelig kikkertundersøgelse, samtidig med at undersøgelserne kan foretages hjemme hos patienterne.

"Borgerne kan bruge kamerapillen i trygge omgivelser for eksempel hjemme ved sig selv. Samtidig giver konceptet hospitalet mulighed for at spare kostbare ressourcer, der så kan overflyttes til andre opgaver," udtaler Cornelius Glismann, der er en af to stiftere af Corporate Health.

Pilotprojektet skal undersøge, om kamerapillen laver lige så præcise optagelser af tarmene, som en traditionel kikkertundersøgelse. Deltagerne i testperioden slipper dog ikke for en undersøgelse gennem endetarmen. Der skal nemlig gøres brug af begge metoder, så man kan sammenligne resultaterne.

Screeningprogram i gang

Hvert år dør omkring 2.000 personer i Danmark af kræft i tyk- eller endetarm. Og cirka hver tyvende dansker rammes i dag af tarmkræft, som er den tredje mest udbredte form for kræft blandt danskerne.

Derfor tilbyder regionerne nu alle mellem 50-74 år at deltage i et nyt screeningsprogram. Formålet med screeningen er at finde kræft i tidlige stadier og derefter hurtigt sætte gang i behandlingen, så sygdommen ikke udvikler sig.

Det er dog, i hvert for nu, en test, der gennemfør spå den traditionelle måde.

I perioden 2014-2018 vil samtlige borgere i aldersgruppen blive tilbudt at deltage i screeningsprogrammet, oplyser Danske Regioner.  Herefter vil tilbuddet blive givet til borgere i målgruppen hvert andet år, så på den lange bane kan den nye metode måske komme i spil.

Corporate Health har i forbindelse med aftalen ansat tre danske sygeplejesker, mens man i øvrigt flytter sit hovedkontor til Odense, hvor også selskabets udviklingsafdeling vil være.

 Ny teknologi udvikles mod tarmkræft

 Danske forskere forudser brystkræft med blodprøve 

 Blodprøver afslører kræft i tarmen bedre end afføringsprøver 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også