"Halvdelen af verdensmarkedet er de markeder, hvor vi ikke er"

Der er ifølge topchef Niels Jacobsen stort vækstpotentiale for forretningsdivisionen Oticon Medical - alene fordi selskabet endnu ikke er i fulde omdrejninger på de største markeder.
Foto: Nanna Kreutzmann
Foto: Nanna Kreutzmann
Af Ritzau Finans

William Demant Holding løftede onsdag eftermiddag sløret for, at Oticon Medical næste år lancerer det første nye cochlear-implantat, siden overtagelsen af franske Neurelec sidste forår. Og der er umiddelbart store forventninger til lanceringen, der på sigt ses som det danske selskabs vej ind på det store amerikanske marked.

William Demants administrerende direktør, Niels Jacobsen, har dog ikke travlt med at komme ind på det amerikanske marked, selv om det på sigt er et meget lukrativt marked.

"Det er det produkt, der skal FDA-godkendes, og derfor er det selvfølgelig vores vej ind i USA. Det betyder ikke, at det kommer til at ske i morgen. Det er ikke nogen helt enkel proces. Vi har ikke nogen fast holdning til eller viden om, hvor lang den proces er, men vi har så meget at arbejde med rent vækstmæssigt på de markeder, hvor vi allerede er i gang, at det ikke gør noget, at USA ikke er i gang i morgen," siger direktøren i et interview med Ritzau Finans under EUHA-messen i Hannover.

Bedre klædt på

Baggrunden for den holdning er, at Neurelec i sig selv kommer fra et meget lille udgangspunkt på det globale marked, hvor selskabet har en minimal markedsandel. Samtidig kræver arbejdet med cochlear-implantater meget forarbejde, fordi der er tale om vanskelige kirurgiske indgreb.

"Der er udbygning i hvert eneste land, man går ind i. Der skal sikres godkendelser, tilskudsaftaler, at få ansat de rigtige folk og så videre. Oticon Medical har mere end rigeligt at gøre med de markeder, der allerede er tilgængelige. Så vi må stille og roligt komme igennem med vores FDA-godkendelse og så forhåbentlig være endnu bedre klædt på, når der kommer en godkendelse i USA," siger Niels Jacobsen.

USA, Kina og Japan

Direktøren ser dog et meget stort potentiale, der venter, når Oticon Medical er klar til at træde ind på blandt andet det amerikanske marked.

"Halvdelen af verdensmarkedet er de markeder, hvor vi ikke er - USA, Kina og Japan. Derfor er der selvfølgelig et betydeligt potentiale, men når man kommer med en markedsandel på omkring 2 pct., er der rigeligt at rykke med i de markeder, hvor vi allerede har adgang," siger Niels Jacobsen.

Fra og med næste år skal samtlige Neurelec-produkter sælges under Oticon Medical-brandet, og forretningsområdet er en vigtig del af William Demants indsats for at transformere sig selv fra høreapparatproducent til det, som selskabet selv kalder et "hearing health care-selskab".

 Oticon tager markedsandele med Neurelec

 Oticon Medical klar med store lanceringer næste år

 WDH-topchef: "Der er ingen ende på det"

 WDH-dir: Opkøb halter på det audiologiske

 William Demant: Kan ikke forvente mirakler af Neurelec 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også