William Demant: Kan ikke forvente mirakler af Neurelec

Der skal en betydelig økonomisk og teknisk indsats til, før William Demant-opkøbet Neurelec for alvor kan levere.
Foto: Nils Jacobsen, CEO, William Demant - PR
Foto: Nils Jacobsen, CEO, William Demant - PR
Af Ritzau Finans

Med opkøbet af franske Neurelec for knap en halv mia. kr. i foråret bevægede William Demant Holding sig ind på det sidste uudforskede område i høreapparatsektoren for det danske selskab.

Men der er fortsat meget lang vej igen, før Neurelec kan konkurrere med etablerede spillere som Cochlear eller Sonovas Advanced Bionics på markedet for cochlear-implantater. Men opkøbet har givet William Demant muligheden for også at sætte neglene i markedsandele på netop det område, der typisk bringer højere marginer, end tilfældet er for høreapparater på lidt længere sigt.

"Det er klart, at vi ikke kan købe en virksomhed nede i Frankrig for under 10 pct. af det, som Sonova gav for sin cochlear-virksomhed (Advanced Bionics, red.) og så forvente, at vi kan skabe mirakler. Men det har givet os en teknologisk platform, der gør, at vi er inde på området, vi kan arbejde med det, og vi har et helt rent stykke papir at starte fra. Vi har ikke arvet en masse negative projekter, som skal ryddes op," siger Niels Jacobsen, administrerende direktør hos William Demant Holding, i et interview med Ritzau Finans i forbindelse med EUHA-høreapparatmessen i Nürnberg.

Betydelig indsats

Før den teknologiske platform er klar til udnyttelse, og William Demant for alvor kan udnytte de synergier, det giver selskabet, at det allerede er stærkt repræsenteret i eksempelvis benforankrede løsninger gennem Oticon Medical, kræver det dog et stort arbejde.

"Der skal gøres en betydelig indsats både økonomisk og teknisk, hvis det skal blive til noget. Det er meget lokalt, men noget af det, som vi har det lettest med, er at få ting ud i verden, fordi vi allerede er der," siger Niels Jacobsen og understreger kompleksiteten i arbejdet med cochlear-implantater.

"Cochlear-implantater er ikke en over the counter-vare. Det er langsomme salg, der skal gennem blandt andre læger og kirurger. Man kan ikke bare komme med et nyt produkt og overbevise alle om, at det er godt. Alle kirurger tænker sig vældig godt om, inden de vælger noget nyt."

Ændrer ikke konkurrencesituation

Hos schweiziske Sonova er man da heller ikke ligefrem bange for at blive løbet over ende af Neurelec. Det fortalte selskabets administrerende direktør, Lukas Braunschweiler, til Ritzau Finans i forbindelse med det schweiziske selskabs kapitalmarkedsdag i Stäfa i midten af september.

"Det (William Demants opkøb, red.) ændrer ikke konkurrencesituationen betydeligt. Det er en meget lille konkurrent, der mere eller mindre er bundet til Frankrig. De har ikke nogen godkendelse fra FDA (de amerikanske sundhedsmyndigheder, red.), og der er lang vej endnu med teknologierne," sagde Sonova-direktøren dengang.

 WDH-dir: ”Vi starter fra nul”

Sydbank: Godt købmandskab af William Demant

 William Demant i trecifret millionhandel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også