William Demant i trecifret millionhandel

Den danske høreapparat-producent William Demant har købt en fransk producent af høreimplantater for et trecifret millionbeløb.
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten

Den franske producent af cochlear-implantater, Neurelec SA, er nu ejet af William Demant. Det står klart, efter at det danske selskab har købt 100 pct. af aktierne for 428 mio. kr.

"Med købet af Neurelec får William Demant-koncernen yderligere adgang til et konkurrencedygtigt og solidt produktprogram inden for implantérbare høreløsninger. Koncernens indtræden på denne del af implantat-markedet, der er karakteriseret ved betydelige, langsigtede vækstmuligheder, er en naturlig forlængelse af koncernens succesfulde satsning på benforankrede høreløsninger, hvor vi på få år har erobret omkring en fjerdedel af verdensmarkedet," skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Neurelec udvikler og producerer cochlear-implantater, der sælges til hospitaler via et netværk af distributører og enkelte egne salgsselskaber. Neurelec blev i 2006 etableret som et spin-off fra holdingselskabet MXM, som indtil i dag har ejet 100 pct. af virksomheden.

Strategisk vigtig

De tre produktkategorier, høreapparater, benforankrede høreløsninger og cochlear-implantater, tegner sig for langt hovedparten af de behandlinger af høretab, som gennemføres i dag. William Demant er som bekendt allerede en veletableret aktør på hørapparatmarkedet, mens man også er til stede på markedet for benforankrede høreløsninger med Oticon Medical.

"Med overtagelsen af Neurelec får William Demant-koncernen tilført en strategisk vigtig forretningsaktivitet og bliver dermed den eneste virksomhed i verden, der dækker alle tre produktkategorier. Da William Demant-koncernen tillige er verdens største og førende aktør inden for diagnostiske instrumenter, har koncernen nu en unik position, når det gælder afhjælpning af høretab," udtaler Niels Jacobsen, adm. direktør i William Demant.

Det samlede salg af cochlear-implantater ligger i dag på 35-40.000 enheder årligt, hvilket svarer til en samlet engrosomsætning på 700-800 mio. euro Neurelec har i det seneste år opnået en omsætning på 138 mio. kr. med et "beskedent overskud" ifølge William Demant.

Positiv påvirkning i 2013

"Efter tre succesfulde år, hvor det er lykkedes os at opnå en betydelig markedsposition inden for benforankrede høreløsninger, er cochlear-implantater det helt naturlige næste skridt for Oticon Medical. Innovative produkter, patienttilfredshed, service og support har hele tiden været vigtige ingredienser i vores succes, og disse elementer forventer vi også skal udgøre fundamentet i videreudviklingen af Neurelec," udtaler Jes Olsen, adm. direktør i Oticon Medical.

William Demant ønsker at bibeholde Neurelecs nuværende organisation i Frankrig. Selskabet forventer, at Neurelec i de kommende mange år genererer en omsætningsvækst, der overstiger væksten i det underliggende marked.

Overtagelsen af Neurelec forventes at påvirke koncernens omsætning i 2013 med ca. 100 mio. kr. svarende til omkring trefjerdedele af den realiserede omsætning i 2012. Der forventes en neutral effekt på koncernens EBITA i 2013, og overtagelsen får ikke indflydelse på koncernens udmeldte forventninger til 2013.

 Storbank: Siemens-salg vil presse William Demant og Sonova

 William Demant uden organisk vækst

 Hvordan ser William Demant selv på 2013?

 ”Vi skal opnå en dominerende markedsandel” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også