Finansdirektør: GN Resound viser klare forbedringer

Trods en tydelig fremgang hos GN Resound skal der speedes op for at nå målet. "Det er klart, at 16 pct. er under de forventede 20 pct., men der er klar forbedring," siger finansdirektøren i GN.
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe
Af Ritzau Finans

GN Store Nords høreapparatforretning, GN Resound, præsterede en smule under forventning på driftsresultat og -margin i første kvartal, når man indregner omkostninger relateret til restruktureringsprogrammet Smart.

GN Resound landede et driftsresultat (EBITA) på 105 mio. kr. mod analytikernes forventning om 111 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans, mens EBITA-marginen blev 10,7 pct. mod ventet 11,5 pct. - inklusive restruktureringsomkostninger.

Alligevel er der klar fremgang at spore. Således voksede EBITA-marginen, eksklusive restrukturering, med 6 pct.point til 16,1 pct. i første kvartal sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år, og derfor er GN selv fortrøstningsfuld i forhold til at nå sit eget mål om en underliggende driftsmargin på 20 pct. for divisionen set over hele året. I den forventning ligger der altså implicit en forventning om en klart bedre præstation i den  sidste halvdel af året.

"Hvis man sammenligner med første kvartal 2012 er der en fremgang på 6 pct.point, så vi er på rette vej med Smart. Når vi går ud af første halvår, vil Smart være meget tæt på at være færdiggjort. Det er klart, at 16 pct. er under de forventede 20 pct., men der er klar forbedring, og vi er komfortable med, at vi får lukket hullerne i forhold til konkurrenterne og når op på 20 pct.," siger Anders Boyer, finansdirektør hos GN Store Nord, til Ritzau Finans.

På toplinjen leverede GN Resound da også en smule bedre end ventet i første kvartal med en omsætning på 980 mio. kr. mod ventet 954 mio. kr. blandt analytikerne. Og i den udvikling gemmer sig blandt andet en fortsat solid udvikling i salget af Verso-høreapparater.

"Verso er helt på sporet, og vi får fortsat rigtig gode tilbagemeldinger - også fra slutbrugerne. Vi er mere og mere optimistiske omkring Verso, men også 2,4 GHz-teknologien generelt og en helt ny måde at tænke høreapparater på," siger Anders Boyer.

 GN overvinder pressede markeder 

 Sydbank: Rigtig god start på året for GN

 Optakt: Verso driver væksten i GN Resound 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også