Sydbank: Rigtig god start på året for GN

Særligt Netcom-divisionen, der leverer den bedste overskudsgrad nogensinde, pryder GN Store Nords regnskab med flotte tal, mener analytiker. Resound levede ikke helt op til forventningerne.
Foto: HOUGAARD NIELS
Foto: HOUGAARD NIELS
Af Ritzau Finans

GN Store Nord fik en flot start på 2013 med et første kvartal, der var over forventning på toplinjen og på linje med det ventede på de nedre linjer.

Samtidig blev de ambitiøse forventninger til hele regnskabsåret endnu engang fastholdt trods fortsat skepsis.

"Alt i alt starter året rigtig godt for GN - specielt i Netcom. Den skepsis, der har været, bliver gjort lidt til skamme. GN leverer virkelig varen i første kvartal med en høj organisk vækst," siger Morten Imsgard, GN-analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Klart signal om trimmet forretning

Særligt headset-divisionen, GN Netcom, trækker op i det samlede billede for GN's første tre måneder af 2013. Divisionen overgik analytikernes forventninger over hele linjen, og specielt vækstraketten Unified Communications fortsætter med at imponere. Med en organisk vækst inden for Unified Communications fortsatte GN Netcom den markante fremdrift.

"Der er virkelig en stærk driftsmæssig gearing i Netcom. GN leverer den bedste overskudsgrad nogensinde i divisionen i et første kvartal, og det er et klart signal om, hvor trimmet divisionen er, og hvilke vækstmuligheder, der også er i de kommende år," siger Morten Imsgard og uddyber:

"GN står meget stærkt og har en stor bid af markedet for sig selv. Der er Plantronics (amerikansk konkurrent, red.) på den ene side og GN på den anden, og derfor kan man virkelig vokse i de kommende år, hvis man spiller sine kort rigtigt."

En smule under forventninger

Også høreapparatdivisionen, GN Resound, leverede pæn fremgang, om end driftsresultatet (EBITA) og EBITA-marginen var en smule under analytikernes forventninger inklusive restruktureringsomkostningerne i forbindelse med Smart-programmet.

"Indtjeningsmarginalerne i Resound er lidt svagere end ventet - både af os og markedet - men det er ikke noget, der er kritisk i forhold til forventningerne til hele året. Vi kan meget vel få et billede med en lidt tung indtjening i Resound i første og andet kvartal, hvor GN så vil levere nogle virkelig høje indtjeningsmarginaler i andet halvår, når besparelserne for alvor begynder at virke," siger Morten Imsgard.

GN Resound voksede sin EBITA-margin eksklusive restruktureringsomkostninger med 6 pct.point til 16,1 pct. i første kvartal 2013 mod 10,1 pct. i første kvartal et år tidligere. For hele året lyder GN's egen forventning til den post på 20 pct.

"Der er allerede en forbedring gennem Smart-programmet, der lige så stille begynder at virke. GN tager et lille skridt på vejen mod at sandsynliggøre den ambitiøse målsætning, som det altså agter at indfri," siger Morten Imsgard.

For hele GN gav første kvartal en omsætning på 1627 mio. kr. mod ventet 1572 mio. kr. blandt analytikerne ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans, mens EBITA-marginen landede på 12,6 pct. inklusive restruktureringsomkostninger mod ventet 12,9 pct.

For hele 2013 venter GN Store Nord en omsætning på 6,55-6,70 mia. kr. samt en EBITA-margin eksklusive restruktureringer på "omkring" 19 pct.

 GN overvinder pressede markeder 

 Optakt: Verso driver væksten i GN Resound

 Bank: Ingen løfter om bedre høreapparatmarked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også