Sonova-direktør: God modtagelse af nye produkter

De nye høreapparater fra schweiziske Sonova er blevet langt bedre modtaget end tidligere serier, fortæller selskabets direktør.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Ritzau Finans

Den schweiziske høreapparatproducent Sonova, der konkurrerer med de danske producenter GN Store Nord, William Demant og Widex, har oplevet en positiv modtagelse af de nye produkter, som selskabet sendte på markedet i efteråret 2012. Det fortæller administrerende direktør i Sonova Lukas Braunschweiler til Ritzau Finans.

Sonova præsenterede de nye produkter - fordelt over to familier, Phonak Bolero og Phonak Virto, i forbindelse med EUHA's høreapparatmesse i Frankfurt i slutningen af oktober, og godt tre måneder senere er vurderingen, at markedet har taget godt i mod de nye produktserier, som er bygget på Sonovas seneste produktplatform, Quest.

Og det er klar fremgang i forhold til Sonovas forgående produktplatform, Spice, som selskabet oplevede en del problemer med og kritik af.

"Vi synes, at produkterne er blevet meget godt modtaget af markedet. Det er, hvad vi hører. Lanceringen er gået mere glat og professionelt, end vi så med Spice for nogle år siden, og de audiologiske fordele ved produkterne er tilsyneladende meget værdsatte," siger Lukas Braunschweiler, administrerende direktør hos Sonova, i et interview med Ritzau Finans.

Bedre tid

Han påpeger, at en af de helt klare forskelle fra seneste lancering er, at Sonova denne gang har haft bedre tid til at teste produkterne ordentligt igennem, inden de blev sendt på gaden.

Det har det schweiziske selskab blandt andet, fordi det er gået mod strømmen på markedet og lancerede Phonak Bolero og Phonak Virto på tværs af alle tre prissegmenter (lav- midt- og højpris, red.) på én gang i stedet for at lancere i en prisklasse ad gangen. Den strategi har desuden givet Sonova visse fordele.

"Når man kigger lidt længere tilbage, har vi også tidligere lanceret produkter i forskellige prissegmenter på samme tid. Det giver os en fordel hos audiologerne, der er glade for at få det hele ud på én gang ud fra et markedsføringsmæssigt synspunkt," siger Lukas Braunschweiler og uddyber:

"Lige nu boomer markedet i midt- og højprissegmentet, og derfor ville det være bekymrende kun at have lanceret i højprissegmentet."

Både William Demant og GN Resound, GN Store Nords høreapparatdivision, har lanceret sine nye produktfamilier i højprissegmentet i første omgang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også