Novos vægttabsmiddel fortsætter fremgang i USA

Selv om Novo Nordisk stadig volumenmæssigt halter langt efter konkurrenterne på det amerikanske marked for fedmebehandling, så sidder selskabet takker være markant højere priser på en betragtelig del af markedet.
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO/Arkiv
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO/Arkiv
Af RITZAU FINANS

Novo Nordisks vægttabsmiddel, Saxenda, fortsætter med at vokse på det lukrative amerikanske marked.

Saxenda var sammen med midlet Contrave fra konkurrenten Orexigen de eneste midler med fremgang i juli, viser de seneste recepttal fra Symphony Health ifølge Bloomberg News.

Novo Nordisks Saxenda stod i den sidste uge i juli på 2481 recepter, hvilket var en fremgang på 15 pct. i forhold til ugen før.

Ser man på de tre konkurrende midler Belviq, Contrave og Qsymia, som kommer fra de amerikanske konkurrenter Arena, Orexigen og Vivus, så ligger Novo Nordisk antalsmæssigt dog langt efter.

De tre konkurrenter udskrev i den sidste uge i juli hver især 10.000-17.000 recepter.

Det skal dog ses i lyset af, at Saxenda er seks-syv gange dyrere end de øvrige midler på markedet for fedmemedicin, lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.

Derfor sidder Novo Nordisk allerede på en pæn del af markedet, hvis man ser på den faktiske værdi, og koncernen har derfor fået en flot start i USA siden lanceringen i maj.

"Hvis man ser på markedet for de brandede fedmemidler, så tager Novo Nordisk rigtige pæne bidder af markedet. Jeg synes allerede nu, at man kan sige, at Saxenda har fået en god start," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Novo Nordisks oplyser endnu ikke det præcise salg for dets salg af midlet, men oplyste i forbindelse med regnskabet torsdag i sidste uge, at salget har været bedre end ventet.

"Saxenda gør det godt, og jeg vil endda sige, at den gør det lidt bedre, end vi ventede, omend vores forventninger også var meget beskedne," sagde administrerende direktør Lars Rebien Sørensen torsdag.

Her lagde han heller ikke skjul på, at der fortsat venter et stort arbejde med at opdyrke det amerikanske marked for medicinsk behandling af fedme.

"Det er et marked, der ikke eksisterer. Fedme blev indtil for ganske nyligt anset som et socialt og kulturelt fænomen snarere end et medicinsk fænomen, så det vil tage lang tid, før der vil blive ydet gennemgribende tilskud til Saxenda, og det er sandsynligt, at det kun vil ske i primært USA," siger Lars Rebien Sørensen.

Søren Løntoft Hansen peger også på, at der fremadrettet er en stor udfordring for selskaberne med at opdyrke markedet. Det er i første omgang den største udfordring for Novo Nordisk og konkurrenterne.

"Jo flere af de her midler, der er på markedet, jo bedre. Det er et meget uopdyrket marked, så det er positivt, hvis der kommer mere fokus på midlerne og medicinsk behandling af det her store fedmeproblem," siger Søren Løntoft Hansen.

Han vurderer, at markedet for fedmemidler på verdensplan er på 2 mia. kr. i øjeblikket, hvoraf det amerikanske marked er på den pæne side af 1 mia. kr.

Der ligger dog et stort potentiale, hvis man kigger 9-10 år ud i fremtiden. Søren Løntoft Hansen regner med, at Novo Nordisks Saxenda på det tidspunkt vil kunne nå et salg på 13 mia. kr. på verdensplan, hvoraf langt størstedelen vil blive hentet hjem på det amerikanske marked.

 Novos nye fedmemiddel gør det bedre end ventet

 Novo-konkurrent fyrer grundet svagt fedmemarked

 Novo Nordisk på ny fravalgt af amerikansk aktør

 Nu sælger Saxenda for 1 mio. dollars om ugen

 Sådan går det for Novos fedmerivaler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også