Novo A/S øremærker 10 mia. kr. årligt til investeringer

Topchef Eivind Kolding fra Novo A/S er klar til at hente den helt store tegnebog frem, når mulighederne byder sig. Enheden, der står for de største investeringer, opruster - med Kolding selv i front.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Den ny topchef for Novo A/S Eivind Kolding kommer til at spille en nøglerolle i selskabets kommende investeringer i store, modne selskaber inden for life science. Novo A/S’ investeringer kan løbe op i 10 mia. kr. årligt.

”Vi vil i Novo A/S gennemsnitligt investere op til 10 mia. kr. årligt, og der kan også være tale om enkeltinvesteringer i det niveau, hvis muligheden byder sig,” siger Eivind Kolding i et interview med MedWatch.

Hvor der i 2012 lå værdier for 173,6 mia. kr. i koncernens lommer, kunne Novo A/S tælle til 197 mia. kr. ved udgangen af 2013, og det er afkast fra den pengetank, der skal ud og arbejde. Virksomheden støtter og investerer både i gode idéer, såkaldt pre-seed, nye opstartsfirmaer, mere modne virksomheder og helt store virksomheder i enhederne Novo Seeds, Novo Ventures og Large Investments. Det er netop Large Investments, der aktuelt tiltrækker sig stor opmærksomhed efter milliardstore investeringer de seneste år.

I dialog med flere firmaer

”Hvis vi ser nogle år frem, kunne vi risikere at ende med mange små eller mellemstore investeringer, og det mener vi ikke er optimalt for os. Vi vil hellere inden for Large Investments fokusere på få investeringer - hvor vi kan komme tættere på og kan skabe merværdi. Vi kan investere langsigtet og skal ikke gennnemføre én exit om fem-syv år. Vores tre investeringer i Chr. Hansen, Xellia og Sonion falder inden for de rammer, som vi har sat for fremtiden i Large Investments,” fortæller Kolding og tilføjer:

”Vi vil ikke være for firkantede i forhold til tidshorisont for vores investeringer, så bliver det for dyrt. Vi har tålmodighed til at vente. Når det er sagt, så har vi altid nogle virksomheder i kikkerten. Og vi er i dialog med flere. Det er ofte på et foreløbigt stadie, men når der så sker noget, tager de måske fat i os.”

Novo A/S, der er største aktionær og har bestemmende indflydelse i Novo Nordisk og Novozymes, investerede senest et uoplyst beløb i alle aktierne i virksomheden i Sonion i juli i år. Sonion er global markedsleder inden for mikro-akustiske komponenter til anvendelse i høreapparater, in-ear høretelefoner og specialdesignede headsets.

Er der konkrete lande, som I holder øje med i Large Investments?

”Vi har et klart geografisk fokus for Large Investments. Allerhelst vil vi gerne investere i Norden, men realistisk set vil der ikke være nok muligheder, så næste ring vil være de nære områder som England, Tyskland og Schweiz, hvor der er mange aktiviteter inden for life science. Vi vil ikke satse på USA, hvor vi allerede er eksponeret via Ventures og Novo Nordisk.”

Hvor store ejerandele skal I have i Large Investments?

”Egentlig vil vi gerne investere i meningsfyldte minoritetsandele, en 20-30 pct. vil nok være det ideelle. Men i nogle af de selskaber, der kommer til salg, er det hele aktiekapitalen som i Xellia og Sonion. Så vi kan godt gå højere op, hvis vi vil.”

Vil I også søge at finde medinvestorer ved større investeringer?

”Afgjort, det vil der også være mulighed for; vi vil gerne arbejde med andre langsigtede, ligesindede investorer, men vi har ikke faste partnerskaber.”

Hvor mange mennesker skal I være i Large Investments?

”Samlet set styrkes vi med en håndfuld medarbejdere til Large Investment, hvor der er et par stykker i dag. Samtidig vil vores finansside bidrage. Det vil være i Large Investments, at jeg skal bruge det meste af min tid det første år.”

Fhv. chef ud i kulden

Allerede da det i foråret 2014 blev annonceret, at Kolding ville tage over som adm. direktør 1. maj i år for bl.a. at påtage sig ansvaret for de største investeringer, betød det et farvel til den mangeårige chef for det område, Ulrik Spork. En afsked, som Spork selv over for Medwatch kommenterede med bl.a. denne kommentar: "..det var ikke en del af min karriereplan, hvis det er det, du spørger om."

Eivind Kolding er uddannet jurist og var senest ordførende direktør i Danske Bank, indtil han blev afskediget tilbage i efteråret 2013. Før det var Eivind Kolding i 22 år ansat i A.P. Møller Mærsk-koncernen, bl.a. som skibsreder og topchef i Maersk Line og før det finansdirektør i A.P. Møller Mærsk-gruppen.

Mere end blot kapital

I Ventures og Seeds vil Novo A/S fortsætte den meget positive udvikling, som virksomheden ifølge topchefen har oplevet, og hvor der har været en løbende vækst i forretningsomfanget.

”Den udvikling vil vi gerne fortsætte med. Der sidder allerede et meget stærkt og erfarent team. I Ventures har vi mange små investeringer, men det er en anden model, hvor vi primært investerer med salg for øje efter nogle år. I Large Investments er der ikke sat udløbsdato på, og her kan vi godt se os som en meget langsigtet ejer,” siger Eivind Kolding.

Han pointerer, at Novo A/S i alle forretningsområder bidrager med mere end kapital, nemlig med et stort netværk, kompetence til at investere og exite, sparring til ledelsen - og så går Novos folk aktivt ind i bestyrelserne.

Generelt definerer Novo A/S life science bredt og inkluderer bioindustri. Velfærdsteknologi og service, såsom drift af hospitaler, kan også være områder.

Positiv over for danske investeringer

Blandt især biotekselskaber har det givet anledning til bekymring, at bl.a. Novo Ventures investerer tungt uden for Danmark; Novo Seeds har dog investeret meget i små danske firmaer inden for life science.

”Vi vil rigtig gerne være aktive i Danmark, også i biotek, og der er alt andet lige en positiv holdning over at investere dansk. Vi har flere gode eksempler fra vores Seed og Pre-Seed investeringer. Her er vi meget nordiske. Hvis vi vurderer, at der er værdi, tager vi også gerne de selskaber et step videre til Ventures.”

Men du føler det ikke som Novos opgave at ”supportere” de mindre firmaer i Danmark finansielt?

”Jo vi ser helt klart, at vi har en opgave i at støtte op om industrien herhjemme, det ligger også i Novo A/S’ og Novo Nordisk Fondens formål. Men når vi kommer op i Ventures-størrelsen, har vi også fokus på, at der er en økonomisk balance i det.”

Siden sommeren 2013 har Novo Ventures været med til at børsnotere otte biotekselskaber på de amerikanske børser: Akebia Therapeutics, Alder BioPharmaceuticals, Flexion Therapeutics, Inogen, Ophthotech, Otonomy, PTC Therapeutics og ZS Pharma.

Novo A/S er ejet af Novo Nordisk Fonden.

Novo-chef vil have pensionskasser på banen

Så meget succes har Novo i det forjættede biotekboom

Kolding kunne kun sætte flueben ved købet

Novo A/S køber Sonion

 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også