Kolding kunne kun sætte flueben ved købet

Novo A/S vil fortsætte udviklingen i Sonion, der ifølge adm. direktør Eivind Kolding passer perfekt ind i strategien. Opkøbet skal ikke ses som udtryk for, at man er på vej væk fra biotek.
Foto: LARS KRABBE
Foto: LARS KRABBE

Novo A/S har inden for få dage skilt sig af med et biotekselskab og i stedet investeret i medtech, men direktøren Eivind Kolding afviser, at investeringsfonden bag Novo Nordisk og Novozymes bevæger sig helt væk fra biotekområdet. Det handler i stedet om, at Novo kunne sætte et flueben ud for alle deres kriterier.

Det nye medlem i Novo-familien, Sonion, der er global markedsleder indenfor mikro-akustiske komponenter til anvendelse i høreapparater, in-ear høretelefoner og specialdesignede headsets, passer som fod i hose i Novo’s nye strategi.

”Det er et modent selskab, det er cashflow generende, og samtidig er det ledende inden for sin industri og har et højt fokus på forskning og udvikling. Og så ligger det inden for life science. Så der er checkmark på alle vores kriterier,” siger Eivind Kolding, der er adm. direktør i Novo A/S, til MedWatch.

Vil kigge på 10 års planen

Planen med selskabet er ifølge Eivind Kolding at videreføre den allerede igangværende udvikling og derigennem styrke selskabets ledende position.

”Der ligger ikke nogle mere revolutionære planer omkring opkøbet, det er jo også derfor, at Novo er en god ejer af virksomheden i den fase, for det er ikke et spørgsmål om at komme ud og lave et turn around, men det er et spørgsmål om at understøtte en lang udvikling og selvfølgelig samtidig forvente at få et løbende afkast fra investeringen,” siger Eivind Kolding.

Den nuværende ledelse i Sonion fortsætter under det ejerskab, mens Novo vil være en aktiv ejer gennem bestyrelsen med et fokus på forskning og udvikling.

”Det vi får mulighed for, det er at støtte nogle af de planer, som måske løber endnu længere, end hvad man har gjort hidtil. Måske kigge lidt mere på ti års sigt, hvad er der af muligheder for at produktudvikle,” siger Eivind Kolding.

Dækket godt ind på alle områder

Direktøren forklarer, at opkøbet af Sonion ikke kan ses som et skifte i Novo A/S' portefølje.

”Vi foretager jo rigtig mange medtech-investeringer inden for vores venture, men større investeringer har primært været fokuseret mod biotek og bioindustrien. Men det har hele tiden været målsætningen også at lave store medtech investeringer, dette er så blot den første,” siger Eivind Kolding.

Det er derfor ikke et udtryk for, at Novo ikke fremover vil investere i farma.

”Du kan sige, at det måske er lidt tilfældigt, men med de tre store investeringer, som vi har, Xellia inden for pharma, Sonion inden for medtech, og Chr. Hansen indenfor enzymer og ingredienser, så er vi egentligt dækket godt ind under de hovedområder, vi har, når vi snakker life science. Og vi vil kunne investere fortsat i alle de områder,” siger Eivind Kolding og fortsætter:

”Hvis vi finder, og det er jeg sikker på, at vi gør på et tidspunkt, et interessant farmaselskab, der opfylder de kriterier, som vi har, så vil vi da være meget interesseret og vil kigge videre på det.”

 Novo A/S køber Sonion

 Eivind Kolding: Vi vil satse på modne selskaber 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også