Novo A/S køber Sonion

Novo A/S køber selskabet Sonion af kapitalfonden Altor og bliver dermed en del af den globale høreapparatsindustri. (opdateret kl. 8:20)
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe

Novo A/S køber alle aktierne i selskabet Sonion for et ikke oplyst beløb. Det oplyser Novo A/S, investeringsselskabet bag blandt andet Novo Nordisk og Novozymes A/S.

”Gennem Sonion ser vi frem til i partnerskab med verdens høreapparatsproducenter, at fortsætte udviklingen af bedre produkter til hørehæmmede. Sonion’s produkter hjælper høreapparatsproducenter med at forbedre livskvaliteten for de hørehæmmede. Industrien såvel som selskabets forretningsmodel har meget tilfælles med vore nuværende investeringer, og selskabet har en stærk vækst og solide driftsmæssige og finansielle resultater," udtaler Eivind Kolding, adm. direktør i Novo A/S, i meddelelsen.

Sonion er global markedsleder indenfor mikro-akustiske komponenter til anvendelse i høreapparater, in-ear høretelefoner og special designede headsets.

"Opkøbet af Sonion repræsenterer en attraktiv indtræden for Novo i den globale høreapparatsindustri, som har en stærk dansk historik. Med udgangspunkt i Novos betydelige erfaring og langsigtede investeringstilgang, er Novo godt positioneret til at understøtte Sonions vækstambitioner," skriver Novo A/S i meddelelsen.

Få dage mellem handler

Opkøbet kommer efter, at Novo A/S i fredags meddelte, at man havde solgt det britiske selskab Archimedes Pharma for 2,2 mia. kr. Ved den lejlighed ønskede Novo A/S ikke at oplyse fortjenesten, men baseret på Novo A/S' investeringer i netop Archimedes Pharma var gevinsten sandsynligvis lige over en milliard kroner.

"Sonion komplementerer vores portefølje af førende life-science selskaber, og investeringen følger vores strategi. Sonion er markedsleder indenfor sin industri og har en stærk dansk historik. Vi er glade for at bringe selskabet tilbage til langsigtet dansk ejerskab, og vi ser frem til et tæt samarbejde med Sonions erfarne ledelse og til yderligere at fremme udviklingen af selskabet," udtaler Eivind Kolding.

Sonions produkter bliver udviklet i Danmark og Holland og tilvirkes i Vietnam og på Filippinerne. Sonion rykkede tilbage i januar 2014 fra Danmark til Schweiz. Det skete for at kunne styre informationsstrømmen til konkurrenterne og cementere en bedre konkurrencesituation. Med base i Schweiz kan selskabet nemlig undgå, at konkurrenterne kan læse med i vigtige regnskabstal, som aflægges efter IFRS-regler.

Afslutning af transaktionen er betinget af bl.a. dansk konkurrencerets godkendelse som forventes at finde sted i løbet af andet halvår i 2014.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også