Lasse Lindblad taber 260 mio. kr.

Den forhenværende Capinordic-direktør Lasse Lindblad, der blandt andet investerer i life science-branchen, har haft et katastrofeår.
Foto: Jens Panduro, Polfoto
Foto: Jens Panduro, Polfoto

Det forgangne år blev ikke ligefrem en succes for den tidligere Capinordic-direktør Lasse Lindblad. Regnskabet for hans personlige holdingselskab, DKA Consult ApS, viser nemlig en blodrød bundlinje.

"Resultatet for regnskabsåret 2013 udviser et underskud på kr. 260 mio., hvilket ledelsen betragter som utilfredsstillende. Egenkapitalen udgør herefter 107,1 mio. og selskabets soliditetsgrad kan opgøres til 73 pct. pr. 31. december 2013," skriver Lasse Lindblad i ledelsesberetningen.

Af det netop offentliggjorte regnskab for DKA Consult ApS fremgår det også, at han i dag har en ejerandel på 100 pct. i fem datterselskaber, mens han i det sjette sidder med en ejerandel på 95 pct. Fire af disse selskaber er danske, mens de to sidste er fra henholdsvis Bulgarien og Italien.

"Dattervirksomhedernes navn og hjemsted er udeladt, jf. årsregnskabslovens §74 stk. 4.," påpeges det i årsrapporten for DKA Consult ApS.

Børsnotering

Trods det barske år kan Lasse Lindblad glæde sig over, at det er lykkes ham og de andre investorer at børsnotere det danske biofarmaselskab Serendex i Oslo. Børsnoteringen fandt sted den 11. juli, og selskabet har ifølge den norske børs en markedsværdi på 218,3 mio. norske kr. Af en aktionærliste fremgår det, at Lasse Lindblad igennem et andet selskab, BioPharma Holding ApS, sidder med en ejerandel på 9,86 pct. af Serendex. En ejerandel, der inden børsnoteringen var væsentligt højere.

Børsnoteringen af Serendex er dog langt fra gået som forventet. Selvom selskabet succesfuldt rejste 65 mio. norske kr., så er der langt op til den ambition, som man i første omgang satte sig. Tilbage i slutningen af oktober var forhåbningen nemlig, at man igennem en børsnotering ville være i stand til at rejse 89 mio. euro svarende til lidt over 650 mio. kr.

Det laver Serendex

Serendex udvikler lægemidler gennem de to datterselskaber Pharmaorigin og Drugrecure. Målet er at udvikle nye lægemidler gennem anvendelse af allerede godkendte lægemidler, der kan anvendes til behandling af nye sygdomme. Det vil sige indikationer, hvor der i dag ikke eksisterer effektive behandlingsmuligheder. Forretningsmodellen kaldes for repositionering.

”Vi arbejder med allerede godkendte lægemidler – det kan være et aktivt stof. Og det aktive stof anvender vi på en ny måde og rettet mod nye indikationer, hvor vores fokus er inhalation til brug for respiratoriske sygdomme, eksempelvis luftveje og lunger,” har Lasse Lindblad tidligere forklaret over for MedWatch.

Lasse Lindblad forlod selv posten som adm. direktør i Serendex i forbindelse med oktober måneds planer om børsnoteringen. Han blev erstattet af Kim Arvid Nielsen. Den største aktionær i Serendex er i øvrigt den kendte investor Lorentz Jørgensen, der igennem sit selskab Sorana sidder på 42 pct. af akterne i Serendex. Han er god for i omegnen af 800 mio. kr. og har især tjent sine penge ved salg af Plaza-hotellerne i København og ved salg af Sorø Stolefabrik.

 Risikovillige rigmænd satser på life science

 "Lasse er en hædersmand" 

 Capinordic-direktør klar til børsnotering

 Formand: Serendex skal på norsk børs

 Tunge folk i Serendex-bestyrelse op til børsnotering

 Rigmand skrinlægger biotekdrøm 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også