Novo: Vi kommer til at mangle danske forskere

Novo Nordisks danske F&U-afdeling kommer ifølge diabetes-forskningsdirektøren Peter Kurtzhals til at vokse med mere end 50 pct. over de næste otte år, og han forudser flere udenlandske forskere, da der simpelthen produceres for få kandidater herhjemme.

Novo Nordisk er et firma, der opererer på en meget global scene, men som har en stærk dansk base. Den base giver sig bl.a. udtryk igennem selskabets F&U-afdeling, hvor omkring 4.100 ud af 6.000 medarbejdere er placeret i Danmark. Og af de 4.100 er 85 pct. danske, 5 pct. svenske, mens de sidste 10 pct. er fra resten af verden.

Men resten af verden kommer til at vokse, efterhånden som selskabet vokser, kan senior vice president Peter Kurtzhals, der står i spidsen for selskabets F&U inden for diabetes, onsdag berette på et life science-seminar på Christiansborg om Øresundsregionen.

Rammer loftet

”Vi vokser jo, og på et eller andet tidspunkt rammer vi loftet. Vi forventer at ansætte 2.500 nye medarbejdere i F&U i den danske organisation over de næste otte år, altså mere end 300 om året. Vi kommer til at efterspørge forskere fra en række subspecialer, og der ser vi simpelthen en utilstrækkelig kandidatproduktion i Danmark og i Sverige,” siger han og tilføjer:

”Der er områder, som er meget specialiserede, og der er bare ikke tilstrækkeligt med kandidater, så vi er nødsaget til at gå lidt mere globalt til værks. Vi investerer også selv i at få de bedste kandidater. Eksempelvis investerer vi i et program på Oxford Universitet, hvor vi i løbet af de næste fire år uddanner 12 post.doc-forskere. Det koster mellem 30 og 40 mio. kroner, og vi gør det for at øge rekrutteringsbasen. Vi har brug for farmakologer, biokemikere og ingeniører.”

Samtidig understreger han også vigtigheden af at have stærke universiteter i regionen, ikke kun for at have en stærk, dansk rekrutteringsbase, men også for have en stærk videndeling.

Vil samarbejde lokalt

”Vi har samarbejdsrelationer med over 100 internationale universiteter. Så vi har samarbejder ude i den store verden, men samtidig forholder det sig også sådan, at over 60 pct. af vores forskere samarbejder med et dansk eller sydsvensk universitet som en del af deres arbejde,” siger han og fortsætter:

”Så der er ingen tvivl om, at hvis kvaliteten ellers er høj, så vil man helst samarbejde lokalt. Vi foretog for nylig en undersøgelse, hvor vi spurgte vores medarbejdere i den danske F&U-afdeling, hvilke universiteter de allerhelst så styrkede relationer til. Svaret var DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Lunds Universitet og Karolinska.”

Som et lille kuriosum nævner forskningsdirektøren, at Novo Nordisk i Danmark beskæftiger cirka 900 personer med en ph.d.-grad. Det er cirka fem pct. af samtlige ph.d.’er i Danmark.

 ”Det er den værste mail, jeg har fået i 22 år”

 Novo vil ansætte to forskere om dagen i 2014 

 Novo-direktør: Nu drømmer vi om det ultimative step

 Flagskibe fastholder forskere i Danmark

 Danske forskere i høj kurs i Novo Nordisk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også