Novo vil ansætte to forskere om dagen i 2014

Novo Nordisk får brug for at ansætte stribevis af forskere i det kommende år.
Ritzau Finans

Novo Nordisk har den nok mest omfattende pipeline i selskabets historie foran sig på trinbrættet til 2014. Samtidig fylder opfølgningsstudier mere og mere hos det danske medicinalselskab, og derfor står det over for massive udvidelser i forsknings- og udviklingsafdelingen i indeværende år.

Faktisk er der gennemsnitligt tale om flere ansættelser om dagen, vurderer Mads Krogsgaard Thomsen, der som forskningsdirektør hos Novo Nordisk står i spidsen for udviklingen.

"Vi ansatte omkring 400 i forskning og udvikling sidste år, og det bliver omkring 500 i år. Det svarer til i hvert fald to nye kontraktunderskrivelser per arbejdsdag," siger han i et interview med Ritzau Finans og uddyber:

"Vi kan lige gennemføre de prioriteter, vi har sat os, men heller ikke mere, så der er ikke noget rum til fri leg."

Novo Nordisks forskningsbudget var i 2013 på 11,7 mia. kr., men i 2014 venter selskabet, at budgettet kommer til at vokse med omkring 15 pct., så pengesækken til udvikling kommer til at indeholde mere end 13 mia. kr.

Antallet af patienter, der er indrullet i kliniske forsøg hos Novo Nordisk kommer ifølge selskabet selv til at runde 25.000 i 2014 mod omkring 17.000 sidste år, så også her er der for alvor vokseværk.

Masser af nye produkter på vej

Det er imidlertid ikke så mærkværdigt, hvis man kigger på de projekter, som det danske medicinalselskab har i gang. Blandt andet i forbindelse med de omfattende hjerte-kar-studier for Tresiba, der er blevet krævet af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

"Noget af det, der for alvor trækker udviklingskroner, er Devote-studiet omkring Tresiba. Dertil kommer blandt andet et påbegyndt fase 3-studie med Semaglutid (langtidsvirkende GLP-1-middel, red.), et fase 2-studie med et oralt GLP-1-middel og et fase 3-studie med Victoza som tillægsbehandling til insulin ved type 1-diabetes," siger Søren Løntoft Hansen, der er Novo Nordisk-analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Og blandt ovennævnte midler kan der meget vel ligge nogle storsællerter, lyder vurderingen fra analytikeren.

"Novo står til at kunne komplimentere hele den eksisterende produktportefølje med nye produkter i løbet af de kommende fire til fem år. Og med de data, vi har set indtil nu, er det måske også bedre produkter. Det er efter min vurdering et godt indtjeningsmæssigt fundament for fremtiden," siger Søren Løntoft Hansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også