Rebien: Amerikansk priskonkurrence mere intens end nogensinde

Konkurrencen på det amerikanske marked er mere udfordrende end nogensinde, lyder det fra topchef i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen.
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Ritzau Finans

Det amerikanske marked er altafgørende for Novo Nordisks hovedforretning, diabetesbehandling, og det danske medicinalselskab har også fortsat store forventninger til markedets udvikling, om end priskonkurrencen ser ud til at blive skærpet yderligere i 2014.

"Prismiljøet i USA er mere intenst, end det har været nogensinde," forklarede Lars Rebien Sørensen, der er administrerende direktør for Novo Nordisk, i forbindelse med en pressekonference efter årsregnskabet torsdag morgen.

Og netop udviklingen på det amerikanske marked er den klart største svingfaktor i forhold til det danske medicinalselskabs forventninger til 2014, lyder vurderingen fra Bagsværd.

I 2013 valgte amerikanske Express Scripts, der rådgiver en række sygekasser og står for dækningen af omkring 45 mio. amerikanere, at fjerne et par Novo Nordisk-midler fra sine lister over tilskudsberettigede midler, og det lægger pres på blandt andet Novolog og Victoza. Det vil presse salgsvæksten i indeværende år.

Præcis hvor meget, ved Novo Nordisk dog ikke endnu.

"Vores foreløbige estimater peger på, at det vil ramme med omkring 1 pct.point på det globale salg, hvilket svarer til 2-2,5 pct.point af det amerikanske salg, sagde Jesper Brandgaard," der er koncernfinansdirektør hos Novo Nordisk, på pressekonferencen.

"Det er tydeligt, at der er en effekt på eksempelvis Novolog, men præcis hvor stor effekten er, skal vi bruge lidt mere tid til at klarlægge," uddybede Lars Rebien Sørensen

En anden faktor, der vil lægge pres på Novo Nordisks salgsvækst i 2014 er patentudløbet for diabetespillen Prandin, der har banen vejen for en række generiske versioner (kopier, red.) af produktet.

For 2014 venter Novo Nordisk efter torsdagens opjustering en salgsvækst på 8-11 pct. i lokal valuta og en vækst på 4,5-7,5 pct. i danske kroner. Væksten i resultatet af den primære drift (EBIT) ses på "omkring" 10 pct. i lokal valuta, mens væksten ventes at blive på "omkring" 4,5 pct. i danske kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også