Flagskibe fastholder forskere i Danmark

Samtidig med, at globaliseringen på lægemiddelområdet tager fart, og bl.a. Kina tilbyder forskere til en brøkdel af de danske lønninger, fastholder eller øger danske flagskibe deres medarbejdere inden for forskning og udvikling (F&U).
Det viser en opgørelse tre-fem år tilbage, som Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma har foretaget efter en henvendelse fra MedWatch.
Den aktuelle årsag er sidste uges massefyringer i Takedo Pharma, hvor knap et par hundrede stillinger inden for F&U nedlægges i Danmark. Et træk, der fik adm. direktør Arne Kurdahl fra fagforbundet Pharmadanmark til at skyde med skarpt mod kapitalfondes "jonglering med virksomheden" og kortsigtet tankegang. Han priste sig derimod lykkeligefor fondsejerskabet herhjemme i de tre store selskaber.
»Det er en garanti mod, at sunde danske virksomheder bliver ofre for kortsigtede økonomiske hensyn,« påpegde han.
Novo-vækst på 40 procent
Og en kendsgerning er det da også, at især Novo Nordisk har ansat markant flere inden for F&U i Danmark de seneste år. Målt på antal medarbejdere under forskningschef Mads Krogsgaard Thomsen er antallet steget støt årligt fra 2.739 medarbejdere i 2008 til 3.832 medarbejdere i 2012.
Om baggrunden for, at Novo udvider på hjemmebanen i en tid, hvor der outsources på mange fronter, svarer Novos globale HR-direktør Lars Christian Lassen i en mail, at Novo har en stærk og lovende F&U portefølje af produkter og projekter. Og firmaet har af samme grund brug for flere folk.
”Vi har en solid F&U base i Danmark, og det er naturligt for os at bygge videre på denne, ikke mindst inden for vores største område, diabetes,” påpeger han.
Vil i fremover fastholde eller øge beskæftigelsen inden for F&U i Danmark eller outsource denne type job til lavtlønslande?
”Det afgørende for os er at tiltrække og fastholde de dygtigste og mest talentfulde medarbejdere fra hele verden, og så længe det er muligt i Danmark, forventer vi også at øge beskæftigelsen inden for F&U her i landet.”
Stabil stab i Lundbeck
I Lundbeck viser tallene en forholdsvis stabil medarbejderstab inden for F&U i Danmark de seneste år. 1. januar 2008 var der 824 medarbejdere, og 1.januar 2013 var der 893 medarbejdere. Tallet er dog faldet fra 983 medarbejdere i 2012. Hertil siger Søren Mikkel Berg, Media Relations Specialist, at der ikke er sket noget fra 2012 til 2013. I efteråret 2011 reducerede Lundbeck medarbejderstaben i Lundbecks forsknings- og udviklingsafdelinger, og en del af disse medarbejdere figurerer stadig i tallene fra 1. januar 2012.
”Jeg vil egentlig anbefale ikke at fokusere så meget på udsving fra år til år, fordi det næsten kan skabe mere forvirring end indsigt. Hvis man ser på tallene over en femårig periode, er niveauet relativt konstant, hvilket afspejler, at vi overordnet set holder fast i vores danske forretning,” pointerer han og peger på, at ”der er en god base i hovedstadsregionen, og København er attraktiv i forhold til at tiltrække kompetencer inden for pharma.”
Vil i fremover fastholde eller øge beskæftigelsen inden for F&U i Danmark eller outsourcer i/vil outsource denne type job til lavtlønslande?
”Vi har ingen konkrete planer om at ændre niveauet for beskæftigelse i Danmark, og vi har heller ikke planer om hverken at øge eller reducere niveauet af outsourcing. Vi har i flere år outsourcet en del af vores forsknings- og udviklingsopgaver, og det vil vi også fortsat gøre. Hvornår det giver mening, vil altid bero på en konkret vurdering. Det er ikke nødvendigvis en god idé at outsource, fordi vi arbejder med meget komplicerede opgaver, der ofte løses i teams, der arbejder tæt sammen. ”
Leo fastholder
I Leo Pharma det samlede antal medarbejdere i Forskning og Udvikling ca. 700. Dette tal er dog ikke opgjort geografisk. Men hvis man kun ser på forskere og specialister var der i Danmark i 2010 64 medarbejdere, mens der i 2012 var 59 medarbejdere.
Kim Kjøller, Senior Vice President, Global Development, LEO Pharma, skriver i en kort kommentar til tallene:
'LEO Pharma har forskning og udvikling i flere lande - både i form af egne medarbejdere og samarbejdspartnere, og det vil vi fortsat have. Som virksomhed er det for os af afgørende betydning, at vi har adgang til viden og ekspertise fra det globale forskningsmiljø på vores felt. Det har til nu resulteret i, at vi har fastholdt medarbejdere i Danmark, samtidig med at vi har indgået samarbejde med førende akademiske institutioner globalt'.
Medicinalgigant fjerner op imod 190 danske forskerjob
Takedachef: Alle scenarier har været vendt
Fagforenings-chef: Jobkø bliver mere global
Relaterede artikler:
Takedachef: Alle scenarier har været vendt
For abonnenter