70-årig tiltalt for milliongevinst på falsk HIV-medicin

En flensborger fra byen Sild er tiltalt for at have begået medicin-bedrageri i størrelsesordenen af flere millioner euro. Statsadvokaturet i Flensborg har rejst tiltale mod en 70-årig forhandler af medicinalvarer, hans hustru og en ledende ansat i den tiltaltes virksomhed efter at have efterforsket sagen i mere end tre år.
Den 70-årige tiltales for i 2008 og 2009 at have begået 26 bedragerier og brud på den tyske medicinvarelov. Kendes han skyldig, får han ifølge tysk straffelov en fængselsstraf på mindst et år og risikerer op til ti år, skriver Flensborg Avis.
Den tiltalte anklages for i stort omfang at opkøbe billige HIV-kopiprodukter i udlandet, hvorefter han lod dem pakke om for til en langt højere pris at sælge dem som tyske originalprodukter. Og gevinsten har ikke været lille. Grossisten har angiveligt betalt cirka tre millioner euro, svarende til 22,5 mio. kr., for medicinen og har videresolgt den for det dobbelte, skriver JydskeVestkysten.
"Vi mener at kunne bevise, at den 70-årige købte medicin for omkring tre millioner euro, men solgte varerne for mindst det dobbelte," siger talsmanden for statsadvokaturet i Flensborg, Ulrike Stahlmann-Liebelt, til Flensborg Avis.
Svindlen blev afdækket, da en HIV-patient I 2009 købte medicin, hvor emballagen var tom, og efterfølgende viste undersøgelser, at emballagen var falsk. Manden var i forvejen i politiets søgelys. Han blev i 2010 ved retten i Nibøl dømt for at have solgt et virkningsløst blodfortyndende middel.
Kopiproducent får historisk stor milliardbøde
Indien: Vi eksporterer ikke falsk medicin
Falsknere kaster sig over kræftmedicin
Storstilet aktion mod privatimport af ulovlig medicin
Industri: Lægemiddelforfalskning skal straffes som narkotika-forbrydelser