Storstilet aktion mod privatimport af ulovlig medicin

Som led i en verdens-omspændende aktion har de danske myndigheder bl.a. beslaglagt en lang række forsendelser med ulovlig medicin. Størstedelen var potensmidler – læs her, hvad man ellers fandt ved de danske grænser.
Foto: SJØRUP THOMAS
Foto: SJØRUP THOMAS

Sundhedsstyrelsen har sammen med SKAT, politiet og Fødevarestyrelsen foretaget en storstilet aktion mod ulovlig internethandel med lægemidler.

Under aktionen, der blev gennemført i perioden 25. september til 2. oktober, fandt man én dansk hjemmeside med ulovligt salg og indberettede 13 ulovlige hjemmesider til Interpol.

Derudover kontrollerede man mere end 1.100 forsendelser ved grænsen til Danmark, hvilket medførte, at myndighederne tilbageholdt mere end 100 pakker med knap 14.000 stykker lægemidler.

I tråd med normalen

”Det er primært ikke-godkendte lægemidler, specielt ulovlige potensmidler, der er blevet fundet i forbindelse med aktionen. Det er også i tråd med det, vi normalt ser,” forklarer Matilde Kyst Behrens, afdelingsleder i Sundhedsstyrelsens Enhed for Markedsføringstilladelser og Lægemiddelregulering, over for MedWatch.

”Resten har været en blanding af forskellige ulovlige slankeprodukter, men også lidt smertestillende midler, antibiotika og allergimedicin. Så det er en blandet pose, men den overvejende del er som sagt ulovlige potensmidler,” fortsætter hun.

Er der tale om en større fangst end forventet?

”Nej, det er det egentlig ikke. Det, vi i år havde held med, var, at kontrollere langt flere forsendelser. Vi fandt så heldigvis ikke nødvendigvis så meget i forhold til, hvor mange pakker, der blev kigget i. På den måde så det sådan set meget pænt ud, for det var en ret grundig kontrol.”

Intet organiseret netværk

Aktionen afslørede en lang række små privatforsendelser, der kommer ind fra tredjeland, hvor privatpersoner indfører mindre forsendelser fra lande uden for EU.

”Men vi har ikke fundet noget større, organiseret netværk. Det har vi ikke afdækket i den her forbindelse. Det har primært været små forsendelser.”

De privatpersoner, der har fået deres forsendelser beslaglagt, skal dog ikke frygte yderligere sanktioner fra myndighederne.

Fingerpeg

”Medicinen er beslaglagt. Men der er ikke indledt yderligere, retslige procedurer. Hvis folk gentagne gange indfører noget ulovligt, så indstiller vi til en bøde, men der er ikke noget i den her aktion, der indikerer, at folk hverken bevidst eller mere systematisk organiseret har overtrådt reglerne.”

Afdelingslederen kan ikke sige noget uddybende i forhold til det samlede omfang af importen af ulovlig medicin.

”Det her giver os et fingerpeg om, hvordan verden ser ud, og derudover foregår der en fortløbende kontrol af bl.a. ulovlige hjemmesider, hvor vi kigger efter bestemte produkter. Men vi har ikke et specifikt tal for det samlede omfang af medicin, der forhandles ulovligt.”

 Beslaglæggelse af medicin i EU eksploderer

 Sundhedsstyrelsen advarer mod farligt potensmiddel

 Danske sælgere af falsk medicin har været på kant med loven

 Raid på medicinbranchen Ulovlig import af medicin når rekordhøjder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også