Domstole blokerer Royalty Pharmas Elan-opkøb
Irske Elan Pharmaceuticals har efterhånden fået nok af den uendelige opkøbssaga med Royalty Pharma, og har derfor henvendt sig til domstole i både hjemlandet og USA for at få sat en midlertidig stopper for opkøbsforsøgene – og i begge tilfælde har man fået medhold. Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet.
Således har den irske højesteret på baggrund af henvendelsen fra Elan fastslået, at Royalty Pharma ikke må uddele en såkaldt proxy-erklæring til Elans aktionærer i forbindelse med opkøbstilbuddet, da denne ikke lever op til formalia i henhold til reglerne for opkøb af virksomheder i Irland.
Samtidig har man indgivet en klage over Royalty Pharma til en distriktsdomstol i New York. Her går klagen på, at Royalty ikke har leveret fornødne oplysninger i det seneste opkøbstilbud på Elan i henhold til amerikansk lovgivning.
Det indebærer bl.a. manglende detaljer om de fremtidige planer for virksomheden, dens ledelse og aktiver, herunder om man planlægger at ændre på udbyttepolitikken i selskabet, eller har planer om at optage ny gæld eller sælge aktiver for at kunne tilbagebetale et brolån på 2 mia. dollar. Det oplyser Bloomberg i forbindelse med nyheden.
Og ifølge nyhedskilden har den amerikanske domstol ligeledes givet Elan medhold. Elans aktionærer skulle have taget stilling til det seneste bud fra Royalty 6. juni, men domstolen har besluttet, at en eventuel handel ikke kan gennemføres, før man har overstået et nyt retsmøde i sagen, hvilket er sat til d. 11. juni.
Elan smider Tysabri-milliarder i en række handler
Elans royalty-aftale kan afværge opkøb
Milliardbud på irsk medicinalkoncern forhøjet
Læs Bloombergs dækning af sagen her.
Relaterede artikler:
Elan afviser på ny købsbud
For abonnenter