
Danske læger vil ikke støtte dødsstraf. Sådan lyder budskabet nu fra Lægernes Pensionskasse, der ifølge Berlingske har solgt en aktiepost på 48 mio. kr. i selskabet Hospira.
Det amerikanske medicinalselskab er det eneste medicinalselskab i dag, som sælger medicin til henrettelser på dødsgangen i USA. Det er de, fordi danske Lundbeck og senere også tyske Fresinus Kabi og israelske Teva har reguleret deres distribution af medicin for at forhindre, at den bruges til henrettelser i USA.
En manøvre, som har lagt pres på flere amerikanske stater, fordi de er ved at løbe tør for medicin til henrettelser.
Fik intet svar
Nyheden om, at Hospiras medicin bruges til henrettelser, fik tidligere på måneden Lægernes Pensionskasse til at bede det amerikanske medicinalselskab redegøre for, hvordan man fremover ville undgå denne brug af medicinen. Det kom der dog ikke noget svar på, og derfor sælger lægerne nu den mindre aktiepost.
"Beslutningen sker i overensstemmelse med pensionkassens politik for socialt ansvarlige investeringer, da Hospira efter gentagne henvendelser fra pensionskassen endnu ikke har svaret på, hvilke tiltag de gør for at ændre på distributionen med henblik på at forhindre misbrug af et lægemiddel", skriver Lægernes Pensionskasse på sine hjemmeside.
Berlingske har ikke haft mulighed for at få en kommentar fra Hospira om sagen.
Mere fra MedWatch
Evaxion sikrer sig mulighed for at rejse 100 mio dollar
Biotekselskabet Evaxion Biotech, der arbejder med udviklingen af vacciner og immunterapi baseret på kunstig intelligens, har sikret sig muligheden for at rejse 100 mio. dollar til finansieringen af selskabets drift i tider med uro på de finansielle markeder. Rettidig omhu, lyder det fra den adm. direktør.