Novartis-direktør afviser Roche-salg

Novartis’ adm. direktør Joe Jimenez meddeler, at medicinalvirksomheden ikke har i sinde at skille sig af med sin aktieandel i konkurrenten Roche.
Foto: Novartis/ PR
Foto: Novartis/ PR

Da medicinalkoncernen Novartis for nylig meddelte, at Daniel Vasella ville stoppe som bestyrelsesformand og blive erstattet af Joerg Reinhardt, vakte det begejstring blandt nogle aktionærer. De troede nemlig, at formandsskiftet ville føre til et brud med den – efter deres mening – lidt for offensive opkøbsstrategi, som selskabet havde lagt for dagen.

Men siden har direktør Joe Jimenez været ude og afvise, at formandsskiftet vil medføre et strategiskifte, og nu har direktøren også direkte afvist, at et salg af virksomhedens aktieandel i konkurrenten Roche kan komme på tale. Det skriver Reuters.

”Det er et strategisk køb,” udtalte Joe Jimenez under et interview på World Economic Forum i Davos, Schweiz ifølge nyhedskilden, og uddyber:

”Det, vi mener med det, er, at værdien af aktieandelen er mere værd end den nuværende markedspris. Nu om dage kan du ikke få en 30 pct. andel i et firma som Roche ved at købe på det åbne marked.”

Fusionsplaner

Det var den afgående formand Daniel Vasella, der skaffede de 33 pct. i Roche i årene fra 2001 til 2003, dengang var planen, at de to schweiziske medicinalgiganter skulle fusionere.

Da Novartis købte aktieposterne var prisen på Roche-aktien noget lavere, men siden er aktien steget stødt, og det har gjort Daniel Vasellas storstilede fusionsplaner noget nær umulige, skriver Reuters.

Virksomheden har dog valgt at beholde aktieandelen som en langsigtet investering – en investering som pt. er omkring 12 mia. dollar værd - og selvom flere aktionærer og analytikere har set Daniel Vasellas tilstedeværelse i bestyrelsen som den væsentligste forhindring for et salg af Roche-andelen, vil hans afgang altså ikke umiddelbart åbne op for et salg af aktierne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også