Analytiker: Her er Novos tunge våben

Den europæiske godkendelse af Novo Nordisks langtidsvirkende insulinpræparat Tresiba kommer ifølge analytiker Søren Løntoft Hansen ikke som den store overraskelse. Men han fremhæver især ét aspekt ved godkendelsen, der skal hjælpe danskerne i kampen mod franske Sanofi.
Foto: Novo Nordisk/PR
Foto: Novo Nordisk/PR

Nyheden om Europa-Kommissionens godkendelse af Novo Nordisks langtidsvirkende insulinpræparat Tresiba er ikke den store overraskelse, da midlet allerede var anbefalet godkendt i lægemiddelkomitéen, CHMP, under det europæiske lægemiddelagentur.

"Men det er selvfølgelig en positiv nyhed for Novo Nordisk. Nu har de fået et endeligt ja i Europa og kan dermed begynde at tage kampen op mod Europas og verdens mest solgte insulinpræparat, Lantus. Det virker som om, at de vil få en god indlægsseddel, hvor nogle af fordelene i forhold til Lantus bliver fremhævet. Færre tilfælde af hypoglykæmi, en kraftigere dosering og en mere fleksibel dosering er nogle af dem," siger analytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen til MedWatch.

Indlægssedlen er våbnet

Man kommer op mod en gigant af et middel, der allerede er meget etableret, og det er sandsynligvis ikke de eksisterende patienter, man skal have fat i, men de nye.

"Markedspenetreringen vil gå lidt langsomt. Og det tager også lidt tid at omvende de læger, der tidligere har udskrevet Lantus, til Tresiba. I Europa ser det ud som om, Novo Nordisk får en rigtig positiv indlægsseddel, og det er i hvert fald en væsentlig del af kampen mod den her meget velsmurte salgsmaskine fra Sanofi, som stadigvæk vil have en stor del af markedet," forklarer Søren Løntoft Hansen.

Det europæiske marked for langtidsvirkende insulin er for øjeblikket på omkring 11 mia. kroner ifølge analytikeren.

"Væksten i Europa er lav i øjeblikket, men hvis markedet over en ti-årig periode i gennemsnit vokser 5 pct., så når man et europæisk marked på omkring 18 mia. kroner om ti år. For nuværende har Novo Nordisk en markedsandel på 35 pct., men den vil formentlig vokse og nå op omkring halvdelen af markedet til den tid. Så der ligger i Europa alene i hvert fald blockbuster-potentiale for Tresiba. Om det lige bliver 6, 7 eller 9 mia. kroner afhænger af markedsudviklingen."

Minimal indflydelse på amerikansk vurdering

Blandingsmidlet Ryzodeg har ifølge Søren Løntoft formentligt et lidt mindre potentiale.

"Patienterne og lægerne skal først lige vænne sig til Tresiba, og så må vi se, hvordan de lancerer Ryzodeg. Der er generelt en pæn efterspørgsel efter mix-produkter, men det er dog mit indtryk, baseret på tidligere historik, at det er mest udbredt i Asien. Man vil nok se, at Ryzodeg har et større potentiale i forhold til andelen sammenlignet med Tresiba og Lantus på det japanske marked og en række andre asiatiske markeder."

Vil denne godkendelse af Tresiba have nogen form for indflydelse på de amerikanske myndigheders igangværende vurdering af midlet?

"Man kan kun gisne om det. Det kan godt være, at de skeler lidt til Europa, men det er mit indtryk, at lige netop FDA går sine helt egne veje. Det blev også meget tydeligt i forbindelse med mødet med den rådgivende komité i forhold til Tresiba og Ryzodeg. FDA vurderer det fuldstændig selvstændigt, og måske mere selvstændigt end nogen andre sundhedsmyndigheder i verden. Så jeg tror ikke, det her får den store effekt."

 Her er fem kursdrivere for Novo Nordisk

 Analytikere tror på Novo-kursfest i 2013

 Flere milepæle forude for medicinal-flagskibe

 Novos insulinmix får positiv anbefaling i Japan

 Novo-direktør: ”Det er en super-dejlig oplevelse…”

 Komité anbefaler godkendelse af Tresiba 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også