Analytikere tror på Novo-kursfest i 2013
Der er fortsat udsigt til stigninger i Novo Nordisk-aktien i 2013, hvis du spørger analytikerne, som dækker aktien. Ifølge den finansielle nyhedstjeneste Bloomberg anbefaler kun fem ud af 36 dækkende analytikere et salg af aktien, mens hele 18 anbefaler et køb. Det skriver dagbladet Børsen.
Ifølge Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets er der flere kurstriggere i 2013, der kan sende aktien op.
"I 2013 er Novo Nordisk den af verdens store medicinalvirksomheder, hvis nyhedsstrøm har det største potentielle værdi. Denne værdi er ikke til fulde afspejlet i aktiekursen, hvorfor der stadig er et væsentligt kurspotentiale i aktien - selvfølgelig under antagelse af, at de ventede nyheder er positive," siger han til Børsen.
Tresiba og Victoza
Det er især nyheder om godkendelsen og salget af Novo Nordisks nye insulin Tresiba, der kan sende kursen op, men også resultaterne fra studierne af Victoza som fedmemiddel, der ventes i første halvår, kan have en gavnlig effekt, hvis de er positive.
Ifølge Michael Friis Jørgensen kan positive resultater fra Victoza-studiet således sende aktien op med 100 kr. per aktie.
Han understreger dog, at der, som ved alle andre investeringer, også er en risiko ved at investere i Novo Nordisk - nemlig at tingene ikke går som planlagt, hvilket kan få aktien til at falde.
Analytikere: Det vil drive Novo-aktien i 2013
Analytikerens dom: De bedste og værste regnskaber i 2012