Meningitisvaccine skal redde fejlslagen Novartis-handel

Novartis’ stormombruste opkøb af Chirons vaccineafdeling har én sidste mulighed for at give pote – godkendelse af en vaccine, som beskytter mod meningitis.
Foto: Novartis AG
Foto: Novartis AG

Den schweiziske medicinalgigant Novartis opkøbte biotekvirksomheden Chirons vaccineafdeling i to handler over en periode på 11 år. Handelen lød på 7,5 mia. dollar og blev endelig gennemført i 2006.

Men det ambitiøse opkøb har aldrig vist sig som den succes, schweizerne håbede på. Udover et fornuftigt salg af influenzavacciner i 2010 under H1N1-epidemien, har Novartis ikke haft den store indtjening fra afdelingen.

Men nu skriver Bloomberg, at medicinalvirksomheden muligvis har en sidste chance for at redde skuden fra forlis: Kan man opnå EU-godkendelse af meningitisvaccinen Bexsero, står vaccineforretningen måske til at redde. Lykkes det derimod ikke, kan Novartis være tvunget til at skære ned i afdelingen eller sælge den helt.

Omstrukturering eller afvikling

Man har generelt brugt store summer på vaccineudvikling uden den store fortjeneste, og gentagne forsinkelser med Bexsero vækker bekymring om, at denne vaccine kan være det næste store flop.

”Hvis afdelingen fejler, betyder det så en omstrukturering? Muligvis. Betyder det en afvikling? Muligvis. Det er begge scenarier, som jeg har diskuteret med folk, der er tæt på ledelsen,” siger Michael Leuchten, en investeringsanalytiker fra Barclays, som Bloomberg har talt med.

Men selv hvis Bexsero bliver godkendt i Europa, kan det ifølge Leuchten være svært at overbevise sparebevidste regeringer om at betale for en vaccine mod en sygdom, som kun rammer 1 ud af 100.000 personer. Og Novartis’ aktionærer er da også generelt skeptiske og beklagende, når snakken falder på Chiron-handelen.

”Ups,” er den korte beskrivelse af opkøbet fra Birgit Kulhoff, en aktionær, som Bloomberg har talt med. ”Jeg kan ikke se den store fremtid for Novartis’ vaccineforretning,” tilføjer hun.

Læs hele artiklen fra Bloomberg her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også