Meningitis-vaccine måske på vej til alle danske børn

Siden årtusindeskiftet har antallet af meningitis C-tilfælde ligget på omkring 20 om året. I 2010 blev der anmeldt 26 tilfælde, men i 2011 var tallet pludseligt vokset til 45.
De 45 tilfælde skyldes ikke et stort udbrud, da de er spredte geografisk og i tid, og det har ifølge Dagens Pharma nu fået Sundhedsstyrelsens vaccinationsudvalg til at overveje, om det er nødvendigt at indføre meningitis-vaccination af alle danskere under 18 år.
I lande som Holland, England, Irland, Island og Spanien har man reduceret antallet af meningitis-tilfælde kraftigt ved at indføre vaccinationer af alle under 18 år.
Stor beslutning
"I f.eks. Holland og Storbritannien er tilfældene af meningitis faldet meget, efter at man har indført vaccinationsprogrammet, men spørgsmålet er, om forekomsten i Danmark er stor nok til, at vi skal gøre det samme. Det er trods alt en ret stor beslutning at vaccinere alle under 18 år," siger afdelingslæge på SSI og medlem af vaccinationsudvalget Palle Valentiner-Branth.
Der findes fire forskellige vacciner for meningokok type C i Danmark: NeisVac-C fra Baxter, Meningitec fra Pfizer, Menjugate fra Chiron og Menveo fra Novartis.
Der er endnu ikke foretaget en beregning på, hvor meget det vil koste at indføre meningitis-vaccinationer til alle under 18 år.
DI angriber Sundhedsstyrelsens vaccine-syn
Ny opdagelse kan føre til anderledes vaccinetyper