Lundbeck i kamp mod patentkløften

Danske Lundbeck er blevet hårdere ramt af patentudløb i Europa end ventet, men det ændrer ikke ved topchefens vækstmål. Medicinalfirmaet skal være et vækstselskab igen i 2015.
Foto: Lundbeck PR
Foto: Lundbeck PR

Topchef Ulf Wiinberg erkender, at patentudløbene, som fortsætter for en række af Lundbecks produkter i de næste par år i Europa, vil få effekt hurtigere, end man har set ved tidligere patentudløb.

Det ændrer dog ikke ved hans tro på vækstmålene.

"Planen har været, at vi skal være i vækst i 2015, og det arbejder vi mod. I 2016 vil Lundbeck stå som et selskab, der er kommet igennem patentudløbet, og som forhåbentlig har haft succesfulde lanceringer af en række nye lægemidler inden for depression, skizofreni og alzheimers. Man vil kunne se tre til fire store ben, som er på vej til at vokse frem," siger Ulf Wiinberg til Berlingske.

Aktieanalytiker hos Nordea Markets, Michael Novod, deler dog ikke denne optimisme. Michael Novod tror på vækst på bundlinjen i 2015, men ikke nødvendigvis på salget. Samtidig er Lundbeck presset til at få nye lægemidler på markedet.

Ikke råd til skuffelser

"Godkendelsen og lanceringen af især selskabets nye depressionsmiddel bliver ekstremt vigtig for Lundbeck. Ligeledes er produkter som Cipralex i Japan, kræftmidlet Treanda i Canada og speciallægemidlet Onfi i USA meget vigtige. Lundbeck har ikke råd til nogen som helst skuffelser i de kommende år," siger Michael Novod.

Der er nemlig ikke kun tale om effekt af udløbet af patentet på Lexapro i år og Cipralex i 2014. Lige så vigtigt er, at alzheimer-midlet Ebixa, der sidste år solgte for 2,7 mia. kr. rammes af kopikonkurrence allerede i år eller tidligt i 2013, mens en række andre lægemidler løber af patent i årene efter.

Selskabets omsætning ventes allerede i 2012 at falde i alt et par milliarder kr. til omkring 14,5 milliarder kr. Det til trods står Lundbeck til at slutte 2012 med et driftsoverskud på omkring to mia. kr. samtidig med, at selskabet investerer rekordhøje tre mia. kr. i forskning og udvikling.

Fornyelseskraft

"Hvem skulle have troet, at vi kunne investere tre mia. kr. i forskning og tjene to mia. kr., det år vi tabte Lexapro. Da jeg kom til, hørte jeg alle beskrive 2012 som et skæbneår. Findes Lundbeck i 2012? var det store spørgsmål dengang," siger Ulf Wiinberg.

De seneste 12 måneder har indtil videre budt på fire produktlanceringer, herunder en lancering af Lexapro på det japanske marked.

"Vi har haft en fornyelsekraft i den strategi, vi har lagt, hvor vi jo reelt har lanceret fire nye lægemidler på 12 måneder. Vi har solgt nye lægemidler for knapt en milliard og har en vækst på 65 pct. på de nye lægemidler Det betyder, at vi allerede i år vil have et salg af nye lægemidler, som er større end det salg, vi taber på Lexapro i år," siger Ulf Wiinberg.

Inden for de næste 12 til 18 måneder forventer Lundbeck at lancere yderligere tre nye lægemidler, hvis alt eller går, som det skal.

 Lundbeck lancerer nyt depressionsmiddel i USA næste år

 Lundbeck indsender ansøgning på mulig supersællert

 Lundbeck får godkendt kræftmiddel i Canada

 Lundbeck-optakt: Salgsnedgangen skal tæmmes 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også